mandag den 23. december 2013

Ho ho ho. Glædelig jul

Sidder i bilen på vej til Esbjerg. I år skal vi holde jul hos mine foældre. Næste år skal vi til Ebeltoft. Sådan skifter vi mellem familierne, og har gjort det i nu fem år. Hos mine forældre kommer min søster, hendes kæreste og børn også. Ikke i år, men normalt. I år er de i New Zealand. De bor der. Min søster studerer. Jeg savner hende. Ville virkelig gerne besøge hende, men det må jeg lade min mor om. Hun tager afsted til januar. Tre uger uden min far. Sejt!

Bilen er pakket til bristepunktet. Den mindste sover. Den ældste er køresyg, og kæresten stresser over sin egen kørsel og ikke mindst de andre bilisters. Jeg lukker ned. Jeg ænser dem ikke. Bilen er et frirum, hvor jeg finder tid til at lave ingenting. Jeg kigger ud af vinduet, skruer lidt på radioen. Så, nu faldt ældstebarnet også i søvn. Stilhed.

Glæder mig lidt til jul. Ikke meget. Jeg er ikke sådan en, der kommer i julehumør. Er det i hvert fald ikke endnu. er mere træt og ugidelig. Håber humøret kommer snigende i år. Glæder mig til at se ungernes julehumør, når træet tændes, og naboen kommer forbi forklædt som julemand med sækken fuld af gaver. Tror ikke ungerne er i julehumør - endnu.

Vi går ikke i kirke. Heller ikke til jul. Det har vi aldrig gjort i min familie. I år har jeg lovet ældstebarnet, vi skal i kirke. Bare ham og jeg. Han har været i kirke med børnehaven. Han var vild med det. De sang højt og fik lov til at spille på orglet. Jeg håber, han kommer i julestemning, når vi kommer i kirke.

Maden. Jeg glæder mig til maden. Mors mad. Jeg er en sovsepige. Da jeg var barn, var det tradition juleaften, at sovsen først kom på bordet, når jeg havde smagt den til. Mormors sovs. Savner min mormor. Og min morfar ... Julen var så fin hos dem, så rigtig. Det er den også hos mine forældre, men nu er jeg jo voksen. Træet var så smukt. Vi børn stod i gangen bag en lukket stuedør, og var ved at dø af spændning. Når min morfar så endelig åbnede døren funklede det smukkeste træ med levende lys os i møde. Og levende lys må der til. Et træ er ikke et juletræ uden de levende lys! Min far er brandmand. Han er ikke helt enig med mig.

Kæresten og jeg giver ikke hinanden gave i år. Han vil ikke, og har aldrig villet. De andre år har jeg tvunget ham til at give mig alligevel. I år opgav jeg kampen på forhånd. Ungerne har lavet noget keramik halløj i institutionen. Er spændt på at se, hvad der ligger til mig under træet. Pakkerne må gerne være bløde. De må også gerne være hårde. Vil bare gerne overraskes. 

Glædelig jul 

søndag den 22. december 2013

Pengene er brugt

Fik taget hul på gavekortet til Magasin. Og væk var pengene. Det tog sådan cirka fem minutter. Købte bluse og en Lyngby vase. (Endlig fik jeg min egen Lyngby vase). 

Først købte jeg blusen. Var målrettet og fandt præcis den bluse, jeg mener, jeg så absolut ikke kan undvære. Sort med blonder fra Soaked. Da jeg først havde taget hul på gavekortet, skete det, jeg i næsten et år, har frygtet ville ske. Shoppetrangen kom retur. Det resterende beløb på gavekortet brændte hul i lommen, og jeg stormede febrilsk op på 3. og flåede Lyngby vasen ned af hylden. Jeg afleverede gavekortet og gik ud af Magasin med en anelse dårlig smag i munden. Bryder mig ikke om den mangel på kontrol, og den ubændige trang, jeg har, når jeg først får lov. Det er jo sindssygt!

Og sindssyg, tror jeg også ekspedienten i Magasin, synes jeg er. Så i hvert fald godt de øjne, hun vendte af mig til sin kollega, efter jeg, uden opfordring naturligvis, havde berettet løs om mit købestop, mens jeg betalte for blusen ... Armen altså, Frk. Skau!  

Fik forresten en masse lækkert tøj forærende af den skønneste Karina igår. Hun arbejder for Object, og har personalegoder, som igår blev til mine goder. Hurra!

onsdag den 18. december 2013

Det lakker mod enden

"Om lidt blir her stille ... Om lidt er det foooorbi ..." Ofte, når tonerne fra Kim Larsens nationalhymne slåes an, fælder dansken en tåre. Vi forbinder Kim Larsens ovenstående ord med en afsked, og tit en sørgelig af slagsen.

Min afsked er ambivalent. Den er ikke nødvendigvis sørgelig, men den er heller ikke ren lykke. Projektet er slut. Bloggen lukkes ned. Stafetten går videre. Det gør mig ked. Måske fælder jeg endda en enkelt tåre til tonerne af gavflaben. Omvendt kan jeg igen købe tøj, ting, såkaldt dullegrej og meget mere. Det huer mig. Intet er forbi. Tværtimod. Først nu, skal jeg nyde og lære af det seneste år med købestop, trods angst, shoppeugidelighed og -lede, alt for lyse prøverum med store spejle. 

Endelig er jeg klar til at ryde op og ud i klædeskabet. Jeg har truet med, at gøre det hele året, men først nu har jeg lyst. Og kæresten har endda tilbudt at hjælpe!!! 
Jeg er klar til at se nærmere på, hvilke mangler og behov jeg har. Og jeg er SÅ klar til at købe dem. Jeg er begyndt at lave en liste. Øverst på listen står der MULBERRY! 

mandag den 16. december 2013

Den ultimative test

Jeg har klaret den ultimative test. Har været til julefrokost i gamle klude. Og sikke en aften. Igen har jeg erfaret, at festen kan være aldeles god trods genbrug. 

Temaet til Julefrokosten var galla. Jeg har ikke decideret gallatøj, men jeg har en del kjoler. Jeg endte med, at genbruge kjolen fra Ivana Helsinki, jeg også havde på til sommerens bryllup. Den her gang kombineret med blå Marc Jacobs stiletter indkøbt i NY for fem år siden og aldrig brugt. Meget smukke sko, men aldeles upraktiske, når man skal trave fra restaurant på havnen til midtbyen i Aarhus. En kollega døbte dem sågar "ståskoene". Kendte ikke udtrykket, men meget rammene.

Jeg var faktisk på udkig efter en ny kjole til festen. Gik i Magasin og prøvede det meste. I fødselsdagsgave fik jeg et gavekort til Magasin (som jeg jo må bruge, når nu det er en gave), og hvis jeg havde fundet kjolen, havde jeg købt den. Jeg fandt ikke kjolen. Tværtimod, så fik jeg endnu mere shoppelede end tidligere, og blev bekræftet i, hvor meget jeg hader prøverum, dårlig belysning og store spejle. Og så er jeg egentlig godt tilfreds med, jeg kunne lad være, og endnu engang klare en fristelse.

Så status er, her en måned tilbage af projekt Købestop. Har endnu ikke shoppet. Har kun fået shoppelede, og erfaret, at fester også er sjove i gamle klude.


tirsdag den 10. december 2013

Personal shopper

Hvor mange af jer bruger en personlig shopper? Jeg gør. Ikke nu naturligvis. Og har ikke gjort det tidligere. Men fra den 17. Januar kommer jeg til, at gøre brug af det. Det er jo gratis, så hvorfor overhovedet lade være - egentlig.

Her gik jeg og troede en sådan hjælpende hånd kostede en formue, men det gør de ikke. I Magasin kan du booke en personlig shopper gratis (og så ender du med, at købe hele butiken naturligvis, men hvad gør det. Magasin er jo det bedste overhovedet!)

Det er en bekendt, der har oplyst mig om konceptet. Hun benytter sig af det. Og er glad for det. Hun anbefaler dog, at man husker at købe de læderbukser, som sad helt perfekt, og som nu ikke er til at opdrive. 

Jeg glæder mig til januar, og må nok hellere booke en tid til shopping nu. Men hov! Jeg er jo i Barcelona den 17. Januar. Mon den personlige shopper kan hyres til at tage med?

tirsdag den 3. december 2013

Meld dig til nonshop-stafet

Jeg har hittet en ide. Den er genial, synes jeg. Fik ideen, da en fynsk kvinde kommenterede mit seneste indlæg. Hun er blevet inspireret af mig! (Ja, uha. Jeg er sådan en, der inspirere) til at nonshoppe i 2014. Hun har et regelsæt som jeg. Hendes er dog en anelse mere kompliceret end mit. Eller ... Det er mere gennemtænkt. Hun gør sig forberedende tanker, så hun er klar til at kaste sig hovedkulds ud i nonshopperiet. Jeg, derimod, (og typisk mig) besluttede mig og gik resolut i gang. Men nok også den bedste løsning for mit vedkommende. Nogle beslutninger skal bare ikke tænkes igennem. Hvis jeg havde brugt for mange tanker på projektet inden start, var det med garanti ikke blevet til noget. 

Nå, men tilbage til min ide. Vi laver en stafet. En nonshop-stafet. Jeg startede ud med 2013. Den fynske kvinde nupper 2014 og du tager teten i 15. Alle blogger vi om det. Et år til hver. Måske vores læsere kan gå i arv. Det er skisme da en god ide ik? Eller ... Ja, ja, måske heller ikke en så gennemtænkt ide, men nogle gange skal boldene jo kastes.

Jeg har til gengæld tænkt en del over den 17. Januar 2014. Og flere af jer ved, at jeg er gået hen og blevet helt nervøs for dagens oprinden. Og måske handler min snigende nervøsitet ikke så meget om, at genopstarte shopperiet på sund vis. Måske handler den mere om min afsked med bloggen her! Ergo, vi har brug for en arvtager. Og jeg anbefaler den fynske nonshoppende kvinde. følg hende på http://projekt2014.blogspot.dk/

mandag den 2. december 2013

Et indlæg om ingenting

Har ikke rigtig noget at blogge om for tiden. Eller det har jeg jo nok, hvis jeg gransker hovedet, og fokuserer bare et øjeblik. Men det er lidt som om alt er sat på standby (ift. skriverierne altså). Dvs. skriverierne på job har første prioritet, og dem har der været en del af den seneste måned. Børn i Byen ønskede også et par skriverier, og i begyndelsen af måneden bød jeg ind på en transskriberingsopgave, som tog mere tid en forventet. Ergo er bloggen blevet nedprioriteret. 

Det gode ved bloggen er, at her er jeg boss. Det er mig (og kun mig), der bestemmer hvad og hvornår. Jeg er skribenten og redaktøren. Ingen anden. Og dog. Hvorfor er det at bloggeri, altså mangel på samme, giver så forbandet dårlig samvittighed. Hvem, andre end mig selv, skylder jeg, at holde skriverierne ved lige. Se, nu er jeg allerede ved at rode mig ud i skriverier om, at der er læsere og bla bla bla. (Og her må I ikke misforstå mig, for jeg elsker I, der læser med), men sangen er ligsom sunget et par gange før her på bloggen. (Og i den grad også på andre blogs).

Det jeg prøver at skrive er nok bare, at jeg ikke har noget at skrive om, men, at jeg føler mig forpligtet til at blogge. (Og nej. Jeg evner ikke, at fatte mig i korthed!)

Psst. Der er ikke længe til 17. Januar. 

søndag den 17. november 2013

Shopugidelige

Var til fødselsdag i går. Ved kær veninde i Aarhus, som jeg har kendt siden mine yngre esbjergdage. Fødselsdagen er en årlig tilbagevendende begivenhed. vi er (næsten) de samme inviterede hvert år, så vi kender hinanden bedre efterhånden. (På godt og ondt). 

Nu er vi alle 30+, er blevet forholdsvis tækkelige i både opførsel og beklædning. Vi danser ikke to og to i hjørnet af stuen til tonerne af Robbie Williams længere. Vi spiller ikke længere øl(vin)spil, med gule postits i panden, og ingen ter sig ubehersket - længere. Nogen vil mene, vi er blevet ret så kedelige. Det er vi ikke. For vi snakker OG griner. Vi griner en hel del, mens vi spiser den lækreste hjemmelavede tapas og skylder hvidvin ned. Vi hører god musik og nyder hinandens selskab. Der er ingen pres og præstationsangst. Det er hyggeligt, afslappende og trygt. Med fare for at blive upopulær blandt gæsterne, som aldeles ikke er underdress, men yderst velklædte, føler jeg, det er så absolut tilladt, at være underdress til aftenens begivenhed. Ingen stress, ingen tøjkrise. Selv havde jeg skinny jeans, stilletter og en stribet oversize bluse på fra Baum und Pferdgarten. En sammensætning, jeg efterhånden har haft på en del gange de seneste måneder, for ja, jeg er ved at løbe tør for tøj. Jeg kan have nok så meget guld i gemmerne, men efter snart et år som nonshopper, er klædeskabet og ideerne ved at være udtømt - og julefrokostsæsonen er først lige skudt i gang! Var der nogle, der sagde gallatema til firmafesten. What to do!

Paradoksalt fik jeg et gavekort til fri leg, i Magasin, i fødselsdagsgave. Jeg kan på legal vis tanke op til klædeskabet, og komme helskindet gennem de sidste måneder. Jeg kan købe et par vinterstøvler (mangler), en bedårende kjole til sæsones nissefester (mangler) eller en trøje til hverdag (mangler så absolut). Jeg kan købe lige det, jeg vil! Gavekortet er jo en fødselsdagsgave, og  det må jeg gerne få og bruge. MEN, trods mangler og ulyst til at bruge det tøj jeg har, har jeg ikke lyst til at indfri gavekortet. Jeg oker ikke. Finder på undskyldninger og overspringshandlinger. Det er absurd, men jeg er simpelthen bange (bekymret) for at købe det forkerte.

Før mit købestop var jeg impulsshopper, og jeg havde en del fejlkøb hængende. Jeg vil så gerne være blevet klogere ... Mere bevidst, men af frygt for et erkendelsenederlag, holder jeg mig væk. Tænk, hvis jeg ikke har lært noget efter et år ... 

Det kunne være jeg snart skulle få ryddet op i klædeskabet, så jeg kan få bare et minimum af overblik, og på den måde få lyst til at supplere ... (Tror nu ikke, det er løsningen, men det er da et forsøg værd)!

lørdag den 9. november 2013

Det utaknemmelige fødselsdagsbarn

Havde fødselsdag tirsdag. Blev 34. Høstede gaver, gode gaver. Bl.a. creme fra Origins, selvforkælelse af den helt store slags, julepynt og en chokoladescones. Havde en (som ofte) underholdende dag på job og gik all in på mad om aftenen. Den kæreste Mette vågede over børn, og jeg holdte hånd. Alt i alt en god dag, men ...

Et stort MEN. Jeg fik ikke tasken. Ergo må jeg købe den selv. Overvejede på dagen om jeg skulle forære mig selv den i fødselsdagsgave. Må jeg overhovedet det som non shopper? Altså forære mig selv gaver. Det står ikke skrevet i regelsættet. Jeg gjorde det ikke. Tror jeg holder fast i, at tasken kommer med hjem den 17. Januar. Det var udgangspunktet for projektet, guleroden, og det bliver det ved med at være. Nogle ting forbliver (heldigvis) det samme trods et år som non shopper.

Til gengæld brugte jeg. 3.354 kr. i dag på et par briller ... 

lørdag den 26. oktober 2013

Nægter at få tøjkrise

Er i Esbjerg. Hos mine forældre. Lader op til aftenens fest med pigerne. De gode gamle piger fra Esbjerg (og en del nye). Skal til fødselsdag. Glæder mig. Rigtig meget. Glæder mig til at komme på slap line i et trygt forum, hvor der er mulighed for nye bekendtskaber. Glæder mig til rødvinen, dans og glade mennesker. 

Jeg har besluttet mig for ikke få tøjkrise. Orker det ikke. Har taget to kjoler med til Esbjerg, et par stilletter. Det er det. Heldigvis kan selskabet lide mig for den jeg er, og ikke fordi jeg ser ud på en bestemt måde. Og det er præcis, det jeg glæder mig til i aften - bare at være mig!

lørdag den 19. oktober 2013

Hvordan finder man den helt rigtige støvle?

Ni måneder er gået. Tre tilbage. Nu er det ikke sjovt længere. Nu er det faktisk ved at være hårdt. Jeg har svært ved at finde tøj, jeg kan tage på på hverdagsmorgenerne. I weekenden har jeg ingen problemer. Der hopper jeg i det, som ligger lige for. Men på hverdage ... Rotationen i mit tøj er ved at være ensformig og fodtøjet er begrænset. Det samme gælder overtøj.

Jeg glæder mig til udfordringen slutter. Til at kunne købe igen. Der er bare et problem. Jeg tror jeg er blevet enormt vægelsindet og kræsen. Jeg vil aldrig kunne finde de helt rigtige vinterstøvler. For hvordan vælger man støvle, hvis man kun har een chance? 

Normalt ville jeg købe flere par støvler. Men efter et år som nonshopper og som reflekterende og bevidst forbruger, burde jeg være blevet klogere. Har bare svært ved at se, hvordan jeg nogensinde skal komme til at træffe en beslutning - den helt rigtige beslutning, på kun eet forsøg. 

Har netop sendt ønskeseddel af sted til min mor. Undlod at skrive det på, jeg mangler. Jeg magter ikke at se realiteterne i øjnene og skal til at træffe beslutninger om mærke, størrelse og farver.

Tror jeg putter mig under dynen lidt længere inden jeg hopper i weekendens pyjamasbuks og oversize T-shirt.

tirsdag den 15. oktober 2013

Jeg er en enten-eller-type

En kollega sagde til mig igår. "Du er da ikke sådan een, der er til fals for materialisme ... Er du? Jeg har et helt andet billede af dig." Nu har nævnte kollega "kun" kendt mig et par måneder. Begge måneder, hvor jeg har nonshoppet for fuld skrue, solgt bil og købt ladcykel samt er begyndt at vinterbade igen. Og jo, jeg har dyrket yoga, jeg spiser IKKE øko og bruger gerne makeup - også til hverdag.

Kollegaens kommentar kom efter, han havde læst mit seneste blogindlæg, hvor jeg ikke lægger skjul på min hang og trang til en meget dyr taske. Selvsamme kollega undrer sig, da det, som sagt, ikke passer ind i den forestilling han har om mig. Jeg undrer mig over hans forestilling om mig, da jeg jo bare er mig. 

Jeg svarede ham, at jeg er en enten-eller-type. At jeg går all in, når jeg sætter mig noget for. Og fordi jeg netop har trang til dyre ting, er jeg nødt til at iværksætte et projekt med dertilhørende blog for at lægge bånd på min købetrang. DET er mig. Det samme gælder fx mit løbeprojekt. Enten løber jeg eller også gør jeg ikke (overhovedet ikke). Men også det bliver et projekt, hvor jeg har sat regler op for mig selv der dikterer hvor tit, hvor længe, hvor langt etc. OG som munder ud i, at jeg har meldt mig til et halvmarathon. SÅ meget mig.

Jeg er firkantet og tænker i kasser. Kan huske jeg engang havde en regel om, jeg minimum skulle spise en gulerod om dagen. En daværende kollega responderede resolut på mit nyeste påfund med et: Det er SÅ typisk dig. Hun havde godt nok også kendt mig et par år, og pendlede dagligt med mig til og fra Vejle (fra Aarhus).

Kan godt lide folk har en holdning om hvem man er. Især, hvis den er milevidt fra ens egen holdning. Jeg ser aldeles ikke mig selv som modstander af materialisme - tværtimod, men apropos mit seneste blogindlæg, så har købetstoppet jo nok gjort noget ved mig. At jeg fx er blevet bevidst forbruger, opmærksom på tingenes værdi og ikke er drevet af mine impulser. Det tyder i hvert fald på, det er de signaler, der er nået ud til min omverden og tegner mig pt. Og hende vil jeg egentlig gerne være (med en Mulberry til 8.500 kr. hængende nonchalant over armen).

tirsdag den 24. september 2013

Ønsker mig?

I næste uge har jeg ni måneders jubilæum. Og som de fleste jubilarer, reflekterer også jeg over tiden, der er gået.

De seneste ni måneder har gjort noget ved mig. Ikke meget, men lidt. (Og måske mere end jeg tror). Det har egentlig ikke været svært at nonshoppe. Og jeg tænker, at de sidste (næste) tre måneder bliver ganske ubesværet. Til det skal dog siges at jeg både har en fødselsdag og jul i vente, hvor manglerne kan høstes. (Og nej, jeg skal nok ikke regne med at tasken til 8.500 kr. bliver høstet).

Det, der er sket de seneste ni måneder, er svært at sætte ord på. Og jeg ved endnu ikke om det egentlig er sket. Det ved jeg nok først, når muligheden for at shoppe er der igen. Men jeg bilder mig ind, jeg er blevet en bevidst shopper. Een af den slags, som overvejer sit køb en ekstra gang inden det ryger med hjem. Een af den slags som køber fordi, der er et behov og ikke en lyst. Een af den slags, der køber for at opgradere sit klædeskab og ikke rode det til. Men jeg ved det jo ikke. Jeg ved ikke om jeg den 17. Januar stormløber Aarhus' gader og stræder tynde for at købe alt det, jeg ikke har købt gennem det seneste år. 

Jeg håber ikke det sker, og jeg tror ikke det sker. Jeg har en fornemmelse af, jeg er blevet bevidst shopper. Og jeg glæder mig som en sindssyg til, jeg igen kan få lov til at købe. Derfor overvejer jeg heller ikke at fortsætte mit købestop, men jeg overvejer et nyt regelsæt. Et regelsæt, der skal guide mig til og fastholde mig i bevidstheden og ikke tænde op under impulserne.

Så håber jeg min fornemmelse holder stik, og vil glæde mig over, at jeg om under en måned fylder år, og stadig ikke ved, hvad jeg ønsker mig (udover en taske til 8.500 kr.)

Benefits

Jeg er en af den slags, der har en kæreste, som får udgivet på Gyldendal. Og, når man er en af den slags, der har en kæreste, som får udgivet på Gyldendal, så er der goder - kærestegoder. 

I virkeligheden er det nok goder til min kæreste. Hjemme hos os bliver goder til min kæreste, hurtigt til mine goder. Ergo måtte jeg bestille bøger fra Gyldendal til 1.500 kr. 

Bøgerne er ankommet. En non shopping litterat, med stor hang til at eje og læse bøger, er meget glad.

tirsdag den 17. september 2013

Otte måneder, status

Otte måneder er gået. Fire måneder tilbage. 

I stedet for at gøre status over, hvad der er hændt de seneste otte måneder, vil jeg forsøge at gøre status over, hvad jeg kommer til at savne de kommende fire.

Vinteren er nær. Efteråret har i den grad sat ind. Morgenerne er kolde og regnen gør våd! Ergo kommer jeg først og fremmest til at savne en bil. En bil, der kan holde mig varm og tør om morgenen. En bil, der kan fragte mig til København de kommende weekender og aflevere ungerne ved Bedsterne. En bil, der kan rumme storkøb (mad) og alle ungernes daglige pakkenelliker. En bil, som ikke skal til reparation fordi nogle krapyler har sparket til dækket, så det er ekset. 

Nu er bilen udenfor købestopskategori, og når købestoppet ender om fire måneder, har og får jeg stadig ikke en bil.

Jeg kommer til at savne varme støvler. Sidste vinter mistede mine kære vinterstøvler livet. De var utætte, og som trofaste læsere ved, måtte jeg i en uendelighed hoppe fra tør plet til tør plet vinteren igennem (og den var sjovt nok lang).

Jeg kommer til at savne bluser. Jeg er nu kommet til bunds i klædeskabet og må erkende, jeg har fem bluser, der bruges i rotation. Så vi vasker en del. Og variationen i påklædning på job er ikke stor. Fire måneder endnu og jeg springer ud i nye klæder.

Vinterjakke ... Brrr ... Det bliver altså en kold vinter. Jeg krydser fingre for nogle lune måneder, og at vinteren først sætter ind efter den 17. Januar.

Røjsere: Når det regner i Aarhus, regner det meget. Og jeg bliver våd. Lige nu holder jeg regnen borte med bare tæer i skoene. Det er for mig at se mere praktisk end våde sokker.

Cykellygter ... Hmm ... Hører de ind under købestop? Bøde, cykellygter, bøde ... Må lige gennemgå regelsættet igen.

Strømper: jeg har en venstre storetå, der stritter. Den har en evne til at bore sig gennem alle mine strømper. Og jeg stopper ikke strømper. Jeg smider ud ... Måske skal jeg revurdere mit princip og finde nål og tråd frem de sidste fire måneder.

Der er med garanti mere, jeg kommer til at savne. Nu vil jeg dog hygge med ældstebarnet og stene lidt Karlsson på Taget. Hurra for Ramasjang.

søndag den 15. september 2013

En hjertelig tak

En bekendt spurgte mig igår: Hvad får du ud af at være i Alt for Damerne? 
Ikke noget egentlig.
Eller jo. Jeg får flere læsere på bloggen. I hvert fald for en periode.

Faktisk er bloggen de seneste dag blevet besøgt tre gange mere end normalt. Statistikkerne er eksploderet. Og selv om jeg påstår det modsatte, så er det da skønt at vide nogle læser med. 

Bloggen har nemlig sin berettigelse. Jeg er 100 % sikker på, det er takket være bloggen, jeg har været non shopper i otte måneder. I læsere har, ubevidst, holdt mig til projektet. Og at jeg kan se, der fra blogindlæg til blogindlæg, er kommet flere læsere til, har motiveret mig til at fortsætte nonshopperiet.

Tak, kære læsere. Fordi i gider læse med

torsdag den 5. september 2013

Livet på kanten

Har just læst bloggens alle 59 indlæg igennem. Hvorfor? Fordi. Jamen, har du ikke noget at se til? Putning? Madlavning? Madpakkesmøring? Jo.

Men er træt og ugidelig. Ligger med benene oppe mens ældstebarnet ser Pingu. Igen. Mindstebarnet er puttet og kæresten løber (i skoven. Ikke herhjemme).

Om et øjeblik putter jeg ældstebarnet. Han skal bare lige se et mere afsnit af Pingu. Det har jeg lovet ham. Når han er puttet lægger jeg mig på sofaen igen, får dagens reality-boost og går så i seng. I morgen er det fredag. Skal vi satse på lidt spændning der? Måske vi skal se et afsnit af Pingu, vi ikke har set før, spise en ny slags fredagsslik og gå i seng senere end kl. 22? 

Vi lever livet på kanten - jeg ved det!

søndag den 1. september 2013

Vi er optimister og klar til at gå vinteren i møde

Er i gang med at rydde op og sortere ud i børnenes efterår- og vintergarderobe. Det er i dag officielt første efterårsdag og jeg vil i år forsøge at være bare en lille smule på forkant. 

De seneste tre år har vinteren i Sølystgade været kaotisk. Vi er typerne, der ikke har styr på, hvor vinterstøvlen, handsken og den varme undertrøje er om morgenen. Vi stresser, vi skændes og kaster børnene i et ukoordineret farveorgie af klæder, der hverken passer eller er varme. Blev engang kaldt hippiemor i ældstebarnets vuggestue fordi han blev afleveret i en orange og en grøn strømpe. Pædagogen mente det med garanti som et kompliment. Jeg mente det var aldeles utjekket. Det er jo ikke fordi jeg er hippie. Det er jo fordi jeg ikke har styr på noget som helst (når det gælder ungernes klæder).

Men i år skal det være anderledes. I år har jeg tømt, foldet sammen og lagt tilbage i skuffen. Jeg har købt sokker og lange bukser. Mormor har strikket og veninde har leveret arvegods. Regntøjet er lagt frem til at tage med i institution i morgen. Det samme er hjemmesko og vanter. Ja, vi er klar. 

Jeg er optimist, men jeg er også realist. Vinteren er lang. Morgenerne er tidlige og korte. 

tirsdag den 27. august 2013

Til fest i gamle klude


Var til bryllup lørdag. I min by, Esbjerg. Hos det skønneste par. Mine nære.
Drak hvidvin, nød sensommerens stråler, holdt tale, dansede i kilehæl til Erasures Oh L'amour, kyssede, grinte og gik hjem arm i arm med de bedste. Det var en fantastisk aften. En af den slags, der er for få af.

I løbet af dagen sneg tøjkrisen sig ind på mig. Den fik dog ikke tag i mig. Normalt vil jeg, uden at kny, storme ned i midtbyens butikker og søge den ultimative fest-kjole. Jeg vil med fråde om munden flå et udvalg af storblomstrede, farvestrålende og prangende kjoler af stativet og prøve dem en efter en indtil den helt rigtige er valgt. Når festen nærmer sig, vil jeg glæde mig over mit køb og se frem til at vise mig i kjolen. Aftenen bliver med garanti bedre, når jeg har den nyindkøbte sommersag på. 

Lørdag middag havde jeg ikke købt nyt. Jeg havde til gengæld pakket fire kjoler ned. Den tækkelige, men lidt for stramme model, den sikre, men absolut også den kedeligste model, den hvide og med garanti mest upassende og til slut den brugte, søde og mest sjove model. Valget faldt på den sidste. Efter utallige forsøg på at komme i den tækkelige, men lidt for stramme model, og en lidt for kæk kommentar fra min far, valgte min kære veninde for mig. Hun pegede så absolut den brugte, søde og mest sjove model ud og forsikrede mig, det var det bedste valg. Den er pæn til mig. Jeg kan danse, spise, drikke OG side i den og så er det faktisk en rigtig flot kjole. 

Den var et impulskøb. Seks år tilbage. Ivana Helsinki. Jeg havde en periode, hvor jeg var dybt fascineret af den finlandske designer - med rette. Købte flere kjoler af mærket. Kun to hænger i mit skab den dag i dag. Resten er solgt på Trendsales. Og takket være min fascination, en del år tilbage, kunne den smukke kjole rede mig fra en decideret tøjkrise op til de bedstes bryllup. Må erkende - har jo prøvet det på egen krop nu - at et bryllup kan blive absolut lige så fantastisk i gamle klude, måske endda bedre. Et er med garanti sikkert. Intet bryllup overgår lørdagens. 

Tak, kære brudepar, for den dejligste fest og for jeres fantastiske venskab.

tirsdag den 20. august 2013

Bryllupsfeber

Skal til bryllup lørdag. Ved den allerbedste. What to wear ...

... Blogger om bryllup og om what to wear as a nonshopper søndag. Måske blogger jeg også lidt om et yderst rædselsfuldt fotoshoot med verdens mest tålmodigste fotograf fra Alt for Damerne. 

Stay tuned ...

Ps. Har nonshoppet mere end syv måneder nu.

mandag den 12. august 2013

"Say cheeeeeese"

Jeg har syltet jer. Jeg ved det. 

Mit liv er fyldt op. 
Jeg står op kl. Seks. Får børn spist af og i tøj. Får mig selv i tøj og bitcher lidt over kæresten, der ikke er kommet i tøj. Afleverer børn og cykler på job. Jobber. Handler. Henter børn. Laver mad. Får børn spist af, aktiveret og i seng. Rydder og vasker op, smører madpakker og finder tøj frem til børnene (og mig selv - orker ikke eventuel tøjkrise om morgenen). Hver anden aften løber jeg - det skal også passes. 

Bloggen er der ikke tid til. Lige nu i hvert fald. Jeg skal nok finde tiden igen, men lige nu prioriterer jeg at finde rytmen og formen i mit (vores) nye liv. Det er tiltrængt, for vi er trætte. 

Bær over med mig. Hav tålmodighed. Jeg vender stærkt tilbage.

Ps. Blev ringet op af Alt for Damernes fotograf idag. Photoshoot på torsdag. Downtown. Så hvis I kommer forbi en lettere panisk kvinde medio tredive klistret op af fedtede butiksruder og iklædt slidte efterårsklæder, er det bare mig, der forsøger at se hip ud til Alt for Damernes artikel om købestop. Jeg udkommer medio september.

torsdag den 1. august 2013

Skæringsdag på mandag

Da jeg gik til babysvømning med førstefødte (og "kun" havde et barn) overhørte jeg moren til to børn ytre sig om, hvorvidt det fysisk kan være muligt at have børn samtidig med at man skal på job. Alle der har prøvet at være på barsel ved jo hvor travlt man har. Og jeg mener det!
Dengang kunne jeg til en hvis grad forstå moren. Mit liv havde jo også ændret sig. Og så kunne jeg alligevel ikke helt følge hende. Det skulle jo nok gå det hele, ik? Og det gjorde det. Indtil jeg fik barn to.

Nu har jeg været væk fra arbejdsmarkedet 14 måneder. Først barsel og så ledig. På mandag er det slut. På mandag begynder jeg på drømmejobbet som projektleder og copywriter på et kommunikationsbureau. Og jeg glæder mig. Jeg er ikke nervøs. Jeg tror på en god start med en god indkøring og nogle søde kollegaer. 

Og så alligevel. Jeg har den seneste uge haft en kronisk knude i maven. Den værker. Når jeg mærker efter, gør det ondt fordi jeg igen skal på arbejdsmarkedet og derfor miste værdifuld tid med mine børn. Jeg savner dem allerede. Og jeg kan simpelthen ikke mentalt overskue, jeg ikke ser dem mere end to max tre timer om dagen.

Vi har netop lært mindstebarnet at sove i egen seng. Og han sover nu igennem. Men jeg har hver aften lyst til at tage ham med ind i dobbeltsengen og knuge ham hele natten. Hvis jeg ikke kan se ham mere i løbet af dagen, så kan jeg da vel få lov til at holde om ham de seks timer vi har til natten herhjemme?

Jeg ved godt det er no go. Jeg ved det er så fint begge børn sover i egen seng. Jeg savner dem bare så usigeligt meget - på forhånd.

Heldigvis er mennesket af natur et vanedyr. Og et liv med fuldtidsjob, kæreste, hjem, løb, venner, indkøb, rengøring og to børn bliver også en vane - på et tidspunkt. Av!

Nu kan jeg sætte mig ind i hvordan moren i svømmehallen havde det. Og jeg ved det heller ikke har været let for hende. Dog har hun klaret den og hun virker rigtig glad for sin nye hverdag trods et gigantisk afsavn.

Mon ikke jeg også når derhen, hvor hverdagen går op og savnet svinder bare en smule ind. Jeg håber og tror.

lørdag den 27. juli 2013

Tina Dickow, Friheden og slidte sandaler

Drak øl igår. I Friheden med kæresten under armen og Tina Dickow på scenen. Vejret var godt (det meste af tiden) og mine nygenfundne yndlingssandaler var på. 

Sandalerne er nok tre år gamle. Jeg har brugt dem on/off i løbet af årene, men i år har de været en tro væbner mens solen har banket ned over smilets by.

Og igår var ingen undtagelse. Sandalerne var naturligvis på (som så ofte før). Desværre magtede de ikke Tina Dickow (eller var det mine ukontrollerede bevægelser efter et massivt ølindtag, de ikke kunne håndtere - det melder historien intet om). De gik i hvert fald i stykker på vej til pubben i Jægergårdsgade. 

Normalt ville jeg smide sandalerne i skraldespanden og købe et nyt par. Tanken strejfede da også mit noget alkoholiseret hoved igår. (altså at smide dem ud. ikke at købe et nyt par naturligvis) Men en veninde i selskabet huskede mig på at ting kan repareres. Også et par slidte (elskede) sandaler.

Så jeg vil idag gå ned af en ny vej og åbne op for nye døre. Sandalerne skal til skomager og forhåbentligt har de nogle flere år at se frem til med mig og mine fødder. 

Hurra for Tina Dickow, kærligheden og nøgne tæer i yndlingssandalerne.

mandag den 22. juli 2013

Lykken findes i Bilka

Journalisten fra Alt for Damerne spurgte mig, hvornår jeg sidst var blevet fristet. Jeg tøvede og måtte nok erkende, jeg ikke havde følt mig så voldsomt fristet de seneste seks måneder. 

Jo, jo. Der var da dengang jeg skrev et indlæg om et par bukser fra numph, men jeg skrev mig ret hurtigt ud af den fristelse (blog, du har en berettigelse) og fandt i stedet et gammelt par i klædeskabet, der kunne gøre det ud for et par koksgrå Numph bukser.

Seks måneder skulle der gå og BANG jeg blev fristet. VOLDSOMT.

Lørdag skulle jeg til polterabend. En tæt veninde, som jeg har kendt hele mit liv (stort set), og jeg skulle købe ind til aftenens festivitas. I Bilka.

Nu har jeg aldrig shoppet tøj og sko mv. i Bilka. Jeg er aldeles ikke snobbet. Har bare aldrig overvejet Bilka som et alternativ. 

Min veninde taler godt for Bilka og på hendes opfordring rundede vi da også tøj/sko-hjørnet inden vi indtog drikke- og mad-afdelingen.

Bilka er billig og FUCK, de har fede sko. Især deres mange sandaler. Jeg faldt PLADASK for et par sandaler med rimelig høj kilehæl, læderremme og skrigende gul bund. De var PERFEKTE.

Jeg prøvede dem naturligvis på og begyndte da også nærmest at græde. Her stod jeg i Bilka med de smukkeste sko til 99 kr. og måtte ikke købe. Verden er uretfærdig. Jeg overvejede kraftigt at sandalerne kunne være en "tillykke-du-har-ikke-købt-noget-i-seks-måneder-gave". Tror min veninde synes det var den helt rigtige ide. Overvejede også at køre forbi Bilka søndag formiddag, købe sandalerne og smugle dem ud. Så ville min veninde i hvert fald ikke være vidne til mit failure.

Jeg endte med at tage skoene af, give dem til min veninde, som købte dem på stedet. (Må låne, må låne, må så absolut låne). 

Årsagen til at jeg stod fast på købestoppet og ikke faldt for fristelsen (for det var virkelig tæt på) var udelukkende bloggens skyld. Den forpligter. Kunne ikke se mig selv og jer i øjnene, hvis jeg fejlede halvvejs i projektet. 

Min veninde havde sandalerne på om aftenen. De var smukke, hun er smuk og vi endte med at gå arm i arm hjem fra festen kl. 04. Hende i de nye sandaler fra Bilka til 99 kr. Mig i et par gamle yndlingshæle fra Dope.

tirsdag den 16. juli 2013

Seks måneder

Jeg er halvvejs. Idag er der gået seks måneder. 

De fleste non shoppere stopper her. Deres oprindelige plan er at non shoppe i seks måneder. Nogle fortsætter fordi de er blevet bidt af non shopperiet. Fordi de kan se meningen med galskaben. De er blevet eftertænksomme og nøjsomme i deres tilgang til det materielle. Det er jeg også.

Min oprindelige plan var dog at non shoppe et helt år og det holder jeg fast i. 

Idag er en milepæl. Jeg er halvvejs. 

(Status over det halve år der ER gået følger. Lige nu vil jeg dampe et par kilo blåmuslinger og drikke lidt hvidvin)

torsdag den 11. juli 2013

Marathonliv

Puha, der er noget at se til for tiden. Der er jobsamtaler, der skal afvikles, kontrakter, der skal underskrives, børnefødselsdag, som skal overståes, besøg, der bare skal være nu før det er for sent, ture, der skal løbes, nabofighter, der skal passes, veninder, der skal mødes, kaffe, der skal drikkes og is, der skal nydes, interview, der skal gennemføres, tøj, der skal vaskes, artikler, der skal skrives, børn, der skal mades og bades, ansøgninger, der skal sendes trods kontrakt, der er underskrevet (Damm you A-kasse) og en sommerferie, der skal holdes. Og der er med garanti noget, der skal gøres, jeg har glemt at få med.

Forpustet? Mig? Nej! 
Træt? Ja, lidt.

Vi ses 

søndag den 7. juli 2013

Er koral moderne?

Har fundet de gamle koralfarvede shorts frem. 

1: skønt, det er blevet shorts-vejr.

2: dejligt at hive et par gamle shorts på, der faktisk kan hives på. (Er altså ikke blevet tykkere).

3: fedt at vise sine brune stænger frem i shorts. (Koral går ret godt til brun).

4: absolut ikke værst med brune stænger (for en gang skyld).

Er altså blevet ret glad for det der genbrug. Har nu haft koral-shorts på fire gange på to uger. Mere end nogensinde før.


lørdag den 6. juli 2013

Vokseværk

Der er stille på bloggen. Meget stille. Det er der flere årsager til. 

1: har været i Sverige uden telefon- og internetforbindelse.

2: har travlt med ansøgninger, skriblerier og andet skrive-godt.

3: er ved at gå lidt død i projekt Købestop. (Det er blevet for meget hverdag og derfor mindre present i min bevidsthed).

Og det er måske meget godt. Ikke for bloggen altså, men for mig.

Jeg er ved at blive en bevidst forbruger, der ikke tager noget for givet. Jeg reflekterer, sonderer og stopper op. Og så er jeg blevet kræsen - på den gode måde. Jeg falder ikke længere for hvad som helst.

Mit købestop er blevet en livsstil. Selvfølgelig må jeg om sådan cirka seks måneder igen købe, men det bliver uden tvivl på en ny måde. Det bliver med tålmodighed og velovervejethed. Det bliver mere loppis og genbrug end nyt og meget. Det bliver nok stadig dyrt. Men jeg stræber efter den optimale basis-garderobe med lækre kvalitetsvare, der får mig til at svæve (hrmph).

Jeg er nok bare blevet voksen. Mit projekt har gjort mig voksen. Ikke børnene eller jobbet, men simpelthen projekt Købestop!

Psst! Nogen kommer snart i Alt for Damerne.


fredag den 21. juni 2013

Kærestetid inkl. fadøl og musik

Var på festival i weekenden. Northside i Aarhus. Det var fantastisk. Tre dage udelukkende med kolde fadøl, kæreste i favnen og god musik.

Ungerne blev kørt til Ebeltoft fredag morgen (med bus vel at mærke, da vi af økonomiske årsager har sparet på bil og i stedet investeret i en ladcykel). De skulle være der til mandag. Ingen problemer for ældstebarnet, der har stor erfaring ud i pasningens kunst. Mindstebarnet derimod har aldrig overnattet ude, så tre dage inkl. overnatning i svigerforældrenes seng gav mig en del nervøse trækninger. Men de kolde fadøl, musikken og alenetid med kæresten overvandt trækningerne.

Og nu har jeg altså bare verdens bedste svigerforældre. De favner, elsker og kysser mine børn. De er af den slags, der savner deres børnebørn, hvis de ikke ser dem minimum hver 14. dag. De nyder alenetiden med ungerne. De har så meget overskud til de unger - det er helt utroligt. Og selvfølgelig gik det forrygende. Ungerne var glade. Mindstebarnet sov igennem (det gør han så ikke herhjemme) og svigerforældrene var trætte på den gode måde.

Og vi var trætte. Glade og høje på festivalstemning hentede vi børnene mandag morgen. Vi var aldeles ikke udhvilede, men vi glædede os til at hænge ud med ungerne igen.

Festivalen i kroppen er først ved at fortage sig nu. Jeg glæder mig allerede til næste Northside. Til endnu tre dage med kæreste, gode venner og masser af øl. Og mon ikke svigerforældrene til den tid igen står med favnen åben og tager imod de to krudtugler fra Aarhus?

Ps. Indlægget skulle egentlig have handlet om det jeg IKKE købte på festivalen. Jeg fik dog en Portishead T-shirt af kæresten i protest, fordi jeg valgte at høre den skønne Rasmus Walter i stedet for at høre hovednavnet (Portishead). Men hey, har allerede brugt den flittigt til løb.



torsdag den 13. juni 2013

En tro væbner

Den ultimative sommer-sag har udtjent sin værnepligt. Den er grå, lang, løs og har lynlås i ryggen. Den er til hverdag og fest og genial en lun sommerdag med klipklappere og høj hestehale. 

Den var et klassisk impulskøb. Hang på et stativ på Strøget i Aarhus. Var billig og lige til at tage med hjem. Typisk, så prøver jeg ikke tøjet før jeg køber det. Det gjorde jeg heller ikke den her gang. Men da jeg fik den på, var den perfekt. Den formåede at skjule min ellers medtaget graviditetskrop. Jeg har haft den på flere gange ugentligt i over et år.

Det er nok også derfor, den har fået op til flere slitage-huller, som jeg hverken kan eller vil sy - det vil komme til at se umådeligt grimt ud.

Altså sagen er lige til skraldespanden, men her, (næsten) halvvejs i mit projekt Købestop, har jeg rigtig svært ved at smide noget kært ud trods huller og andet slitage. 

Allerhelst vil jeg enten bevare, sælge eller give den væk. Jeg tror på genbrug og cirkulation. Bytte-events er det nye sort, men jeg må nok erkende at min ultimative sommer-sag ikke er cirkulation værdigt, men må ende sine dage i skraldespanden.

Til gengæld er følelsen af at slide sit tøj op en ret fed følelse. Jeg smider ikke ud fordi det er grimt, kedeligt eller ligegyldigt. Det ligger ikke ubrugt hen i klædeskabet. Jeg slider det op, fordi jeg værdsætter det - impulskøb eller ej. Det er præcis det, der for mig er meningen med at non-shoppe. 

mandag den 10. juni 2013

Blodbanken, Aarhus

Så ligger jeg her igen. På Skejby Sygehus, Blodbanken. 

Jeg har været donor i en årrække. Min mor er donor, min morfar var donor og jeg ser det som min pligt at donere blod. Men f**k, jeg hader det. Synes det er noget af det værste ... Og jo, jeg kan godt mærke stikket og nålen under hele tapningen. 

Før i tiden, inden jeg fik børn, var tapningen en fornøjelse. Jeg havde ingen problemer med at blive stukket. Men nu, to fødsler senere, kan jeg simpelthen ikke overskue det - men jeg kan heller ikke længere se splatfilm med kæresten (noget vi faktisk nørdede lidt i før børnenes ankomst).

Hvordan kan det være? Man bliver følsom af børn og får let til tårer. Man bliver utrolig sårbar, når man bliver mor, men bange for blod og nåle? Mystisk.

Heldigvis er der tre måneder til næste tapning ...

tirsdag den 28. maj 2013

Magasinomaniac

Jeg dummede mig i dag. Jeg skulle slå en halv time ihjel. Skulle mødes med to veninder på Baresso. Drikke kaffe og snakke. Snakke om arbejde, mangel på samme og børn.

Men, altså. Jeg var en halv time for tidligt på færde. Gik i Magasin for at finde hjemmesko til ældstebarnet. Har lovet ham et nyt par, da det han har er komplet slidt (storetåen stikker faktisk ud). 

Magasin er et slaraffenland. De har alt. ALT. Og jeg elsker det. 

Tog rulletrappen op på tredje (børnetøj). Fandt ikke et par sutsko og vendte om for at køre ned igen. Men, men, men. Ved den nedadgående rulletrappe var der noget ret så lækkert tøj (voksentøj, kvindetøj, MIGtøj) og jeg blev simpelthen nødt til at gå hen til det, mærke det, ja næsten lugte til det (lugtede dog ikke til det). Tøjet var så fint, så sommerligt og nyt.

Her er de kære Magasinstrateger jo så geniale. De ved jo godt at den shoppende mor lige lader sig friste og gerne nupper noget til sig selv midt i børnetøjshandlen. Moren kan jo altid undskylde sig med at hun som travl kvinde, mor osv fortjener lidt selvforkælelse ik ...

Jeg købte ikke noget (naturligvis ikke), men jeg tog et par billeder til jer. Måske tøjet er noget for jer?

Og fristelsen forsvandt så snart jeg mødte mine veninder og snakken faldt på alt andet end tøj og nonshopping.


lørdag den 25. maj 2013

Mit liv som ledig

Stilstand. Schys, kan I høre, hvor stille her er? På bloggen. Komplet Tavshed.

Det er ved at være dage og næsten uger siden jeg sidst skrev indlæg på bloggen. Jeg er stadig nonshopper. Jeg er stadig ved at rydde op i klædeskabet og jeg er stadig ledig ... Og netop fordi jeg nu officielt er ledig og ikke længere på barsel, sløses der med bloggen. Min primære tid går med at være ledig. Jeg skriver ansøgninger, søger stillingsopslag, netværker en masse, render til møder ved a-kassen og i Jobcentret - det er hårdt at være ledig.

Jeg kan lide at holdes og holde mig selv i gang. Jeg kan lide at have en plan og vide hvad jeg skal give mig til. Jeg elsker struktur og er enormt krakilsk med kalenderopdatering, små noter og flueben. Og som ledig er der nok af små petitesserytteriske påmindelser, der ikke må forglemmes - og jeg elsker det. Elsker at klikke ind på Jobnet og trykke på den famøse "jeg har tjekket mine jobforslag-knap", elsker at gå på Selvbetjeningen og booke et møde og elsker især at sidde til møde med a- kassen og snakke om mig og alle mine muligheder. 

Men, jeg har også kun været ledig i halvanden uge. Om to måneder ser det helt anderledes ud. Jeg ved jeg bliver desperat, mild depressiv og en smule stresset, hvis der går alt for længe inden jeg får et job. Jeg kender mig.

Netop derfor er det så vigtigt for mig at være aktiv, sætte mine flueben, endevende alle mine muligheder og få mig et job - drømmejobbet.

Når jobbet er landet håber jeg på tid (læs: overskud) til at blogge om købestop igen. Det er jo skide sjovt at nonshoppe.

Bær over med mig og hav tålmodighed. 

Ps: var på Loppis søndag. Skøn oplevelse. Købte kun til børnene og lidt til kæresten. Mere om det i næste indlæg.


onsdag den 15. maj 2013

Måned 4 - status

I morgen kan jeg vinge den fjerde måned som non-shopper af. Tiden går. Barslen er slut, og jeg er nu officielt meldt ledig (eller arbejdssøgende, som det så politisk korrekt hedder).
Måneden har været ret tam. Både hvad angår blogindlæg og oplevelser at berette om. Det bærer statusoversigten også præg af, så bær over med mig og kryds fingre for en mere interessant måned 5.

- Dage tilbage på barsel: 0
- Dage som ledig: 1
- Gave fra ungerne: 1
- Dage med snue: 5
- Damer, der løb efter mig: 1
- Grej købt til unger: 2
- Revnede bukser: 1
- Revnede bukser smidt i skraldespand: 2
- Støvler, der skal på Genner: 2 par
- Dage med bare tæer: 18
- Guld i gemmerne: 1
- Besøg af to skønne specialestuderende: 1
- Biler solgt: 1
- Oprydning i klædeskab: 0 (stadig)



søndag den 12. maj 2013

Forbandede snue. Gå nu væk

Dagen er oprundet. Dagen, jeg har glædet mig til i over en måned, er landet. Det er i dag det sker.

Femina Kvindeløb. Fem kilometer. Jeg har trænet (svedt) hver anden dag i (næsten) to måneder. Og var egentlig begyndt at glæde mig over min sene eftermiddag-eskapader. Jeg frygtede aldeles ikke de fem kilometer længere. De har efterhånden siddet i benene en del gange nu. Fortrød (næsten) jeg ikke havde meldt mig til ti kilometer-ruten. 

I dag skulle jeg ud at more mig (løbe) med tusindvis af andre kvinder. Vi skulle smilende, fjantede og smågrinende springe rundt i Mindeparken som små kloner i vores lyserøde Femina-trøjer. Vejret er perfekt. Dagen er perfekt. Benene er (næsten) perfekte. Men ...

... Et ganske stort M E N. Snuen er landet. Yep! Min årlige forårsforkølelse har sat ind. Jeg er tæt i hovedet med tyk sort streg under tæt. Jeg har ondt i højre tinning og har åndedrætsbesvær. Åh helledusseda, hvor er det sørgeligt. Her kan nemesis ikke engang hidkaldes. For man kan vel ikke påstå at løbetræning er at begå hybris ... Eller kan man? 

Har jeg svigtet min krop ved at holde den aktiv? Hidkalder den virusser, så jeg kan få at mærke hvem det i sidste ende er, der har bukserne på? Savner den alle de gode stunder på sofaen med benene oppe og remoten i hånden?

Så er det bare ærgerligt krop, at mor her har fået løbesko af ungerne i dag. 

Jeg overgiver mig i dag, men tager så absolut kampen op. Ingen skal tro de kan tryne mig. Lige nu står der dog godt nok 1-0 til kroppen.

mandag den 6. maj 2013

Mine bukser er revnede

Min yndlings-sommer-buks revnede i dag. I skridtet.

Bukserne købte jeg, da vi flyttede ind i lejligheden for seks år siden. De var pisse hamrende dyre. Kostede omkring et par tusinde. De er lyserøde, blomstret og hedder Daisy. Engang var de moderne. I dag er de bare behagelige - og slidte.

De er ikke bare slidte. De er fuldstændig mørnede. Men de har som sagt også været yndlings-sommer-buks i seks år. Selv de gange, hvor maven har vokset sig gigantisk.

Dilemmaet er nu om yndlings-sommer-buks skal lappes eller om dagene er talte og næste stop er skraldespanden.

En lapning kan under ingen omstændighed blive pæn. Revnen er yderst synlig (midt i skridtet). Det samme vil en eventuel lapning/syning blive.

Ideer modtages med kyshånd.

Bare rolig. Det er lår I kan se. Ikke skridt

En æra slutter snart

En veninde sagde til mig for nylig: købestop er nok ikke så svært for dig fordi du er på barsel. Mon ikke det bliver en udfordring, når du skal til at arbejde igen?

Og jo, det kan hun for sin vis have så grueligt ret i. Jeg er aldeles ikke præsentabel hver dag. Nogle dage er hjemmedage, hvor de blåstribede natbukser fra HM ikke kommer af. Andre dage er ugidelighedsdage, hvor tøjet er laset og lidt gråt i gråt.

Nogle gange mander jeg mig op, og finder et tjekket outfit frem (også i hverdagen og ikke kun til fest), men min veninde kan have ret i, at det sker yderst sjældent grundet barsel. De fleste dage bærer nok præg af tilfældighed. (Hvad der er rent og ligger lige for).

Og så igen. På barsel skal der gåes en del ture med barnevogn. Ofte ender mine gåture i centrum, da vi bor ret centralt og det er her det sker. Og lige så ofte kan butikkerne friste den barslende kvinde, der har for meget tid og mindre realitetssans, som er forsvundet sammen med søvnen.

Modsat har min veninde jo ret i at en hverdag med arbejde kræver rene og friske outfits. det kræver muligvis en vis variation i outfits, der lokker til nykøb. Og det bliver da uden tvivl en udfordring at finde på og være kreativ med gamle klude. Men også sjovt (tænker jeg).

Så tro mig. Et købestop kan sagtens være en udfordring trods barsel. Jeg er ikke i tvivl om at fristelserne (også) vil komme når jeg er tilbage på jobmarkedet. Men på det tidspunkt har jeg mindre tid til at lade mig friste, så mon ikke det i sidste ende er same same (but different)?

torsdag den 2. maj 2013

Jeg snakker for meget

Er blevet interviewet i dag. Ikke af DR, men af to gæve specialeskrivere, der skriver speciale om ... (Ta da) ... Købestop.

De kom klokken 11 præcis (de, der kender mig ved jeg er lidt tidneurotisk og ALTID kommer til tiden. Derfor kan jeg godt lide når andre også gør det). Vi havde sat en time af til interview, men efter halvanden time var vi kun halvvejs gennem spørgsmålene og det endte med tre timer intensiv snak.

De to skønne specialeskrivere kan på ingen måde klandres for fejlvurdering ift tidestimeringen. Det var helt og holdent mit ansvar.

Hvorfor kan jeg bare ikke svare kort og præcist? Hvorfor væver jeg rundt i svarene?

Jeg har en tendens til at reflektere utrolig meget over de mest banale spørgsmål. Det er lige før jeg ikke engang kan svare på hvilken farve cardigan jeg har på i dag: "den er hvid ... Eller jeg mener, hvis jeg nu virkelig tænker efter så er den råhvid ... Altså I ved ... Æggeskal ik?"

Armen altså ...

Så en time blev til tre. Jeg blev ikke klogere kun mere forvirret. Håber de to herlige fik det de kom efter udover kaffe og vindruer.

Jeg glæder mig til at læse deres speciale. Hvem ved måske de har gjort mig til en neurotisk købestopper, der ikke helt ved hvorfor hun egentlig købestopper ... eller jo ... det ved hun måske godt ... i hvert fald har selve købestoppet gjort hende klogere på sig selv ... eller har det ... argh ...

torsdag den 25. april 2013

"Hey, du der"

Blev stoppet på gaden i går. Blev faktisk anråbt af en fremmede kvinde midt på Nørre Allé i Aarhus.

Gik i mine egne tanker. Skubbede klapvognen, med det sovende barn i, mens jeg tænkte på det dræn, han måske skal have lagt. Vi havde lige været ved ørelægen.

Vejret var mildt. Solen skinnede og blæsten havde lagt sig, ergo havde jeg ladet overtøjet blive hjemme og "kun" iført mig en (tyk) sweater.
(Her ville veninde Trine sige: "Marlene, det er så typisk dig. Du bliver jo syg. Det er alt for tidligt at smide vintertøjet ..." - og med tryk på typisk og alt).

Men jeg kan ikke lade være. Så snart solen allernådigst viser sig, smider jeg strømperne og vinterfrakken - og ja, ender altid med en forårssnue ...

Nok om det. Jeg blev altså hidkaldt på gaden i går - af en kvinde.

Jeg så egentlig godt, hun kigge på mig gennem café-ruden. Ignorerede det i første omgang og gik videre. Vendte mig om et øjeblik (hun kiggede jo så underligt på mig), og så at hun havde rejst sig. To sekunder senere væltede hun ud af døren og kom springende imod mig. Jeg nåede at tænke: "Min pung, hvor er den? Har jeg noget siddende mellem tænderne? Hvem er du, kvinde?"

Men kvinden ville blot skamrose min sweater ...

Og vupti ... Kvinde hiver iPhone frem. Marlene poserer akavet midt på Nørre Allé. Kvinde vil nemlig strikke en sweater magen til. Marlene går derfra med et skævt smil på læben og griner lidt for sig selv.

Hvor jeg dog elsker den slags møder. Elsker når fremmede mennesker anerkender. Lidt som når vi smiler til en fremmede i forbifarten. Mere af det tak!

Ps: Jeg smiler stadig lidt, og sweateren er nu blevet min favorit-sweater. (Som ellers har ligget ubrugt i skabet i over et år)

Favorit-sweater fra Ganni

tirsdag den 16. april 2013

Og så kom posten - måned 3

Den strikkede sag lå i postkassen i dag. Hurra, men hold nu op den er varm at have på. Efter få minutter begyndte jeg at svede noget så voldsomt. Måske jeg skal vente med at bruge den et halvt års tid (kom nu vinter!!!)

Har nu været Non Shopper i tre måneder. Og det går SÅ godt. Er endnu ikke faldet for fristelsen. Det eneste jeg har købt i den her måned er et termosæt og regntøj til ældstebarnet. 450 kr. i Føtex. Et absolut must.

Mindstebarnet må vente med at få. Han er netop begyndt i vuggestue, og skal så absolut også have termosæt, regntøj ude- og indesko, gummistøvler, flyverdragt, huer, handsker, uld-undertøj etc. etc., men mon ikke det hele ligger på hemsen i størrelse mikro? Jeg må heller komme i gang med at rode kasserne med Marvins aflagte igennem. Måske det bliver weekendens to do. Så må oprydning af klædeskab vente lidt endnu - en måned fra eller til.

Mon oprydning af klædeskab får et flueben næste måned?

Mig med hjemmestrikket hårpynt

mandag den 15. april 2013

Tidligt ude (eller er det sent?)

Har altså verdens bedste mor. Jamen det har jeg. Og hun kan strikke. Hun speed-strikker.

Torsdag aften sendte jeg et billede til min mor af Mia Lyhne, der havde et strikket ørevarme-pandebånd på hovedet. Jo I kender dem godt. Jeg ved bare ikke hvad sådan et hedder. Men det er de der pandebånd de fleste chikke og non-chikke kvinder har haft på hovedet her henover vinteren og foråret.
Jeg har alt for længe ønsket mig sådan et, og har misundt de mange kvinder, der har haft varme ører hele vinteren, men af uransagelige årsager har jeg (glemt) ikke overvejet at spørge min mor - før torsdag. Lidt sent, men også i god tid. Så er jeg jo klar til efteråret ik?

Fredag morgen fik jeg så en mail fra min mor. Der stod: "Hvilken farve? Jeg køber garn i dag."
Farveønske afsendt asap.

Søndag fik jeg en sms med et billede vedhæftet. Tekst i sms: "Jeg er færdig. Sender med posten i morgen." Bum. Et stykke hårpynt a moi.

Og så kom solen. Foråret er skudt i gang og tiden til strikket pandebånd-ørevarmer er muligvis passe. Men heldigvis er jeg ligeglad. Jeg har fået noget nyt og smukt og det skal på. Og på kommer det, så snart pakkeposten har været her.

Tak mor!

søndag den 14. april 2013

En fræk lille tigermis

Har I også lagt mærke til, at noget har invaderet os?

Noget med lange spidse negle og skarpe tænder. Det sniger sig ud i byens gader, når mørket falder på. Det er smidigt og smukt. Det er dyreprint.

Overalt er der dyreprint. Og jeg synes at bemærke det er leoparden, der hitter for tiden. Specielt en leopard buksedragt er sagen. Uha uha. Men cardiganen, habitten og gamachen følger godt med.

Og dette indlæg er på ingen måde et sarkastisk forsøg på at nedgøre dyret - tværtimod. Jeg er topmisundelig på

1: kvinder, der ser godt ud i en leo-buksedragt.

2: kvinder, der bruger penge på en leo-buksedragt.

Det nærmede sig dog kvalmegrænsen, da Amalie (hende fra Amalies Verden) for et par dage siden lagde et billede på Instagram (ja ja, jeg følger hende. Lad nu det ligge) af sig selv, konen fra Holtewood og dansedatteren (også fra Holtewood -sindssyg familie) alle iført leopard fra top til tå. aldeles hverken smart eller sexet.

Nok er dyreprint The Shit for tiden, men det har altså aldrig været smart at gå all in. Det er jo heller ikke særlig fikst at svøbe kroppen fuldstændig ind i neon bare fordi det hitter et splitsekund.

Men jeg gad nu godt være en fræk lille tigermis for en aften. Bare ærgerligt, der ikke er et levn fra sidste dyreprint-bølge i klædeskabet. Måske man skulle pelse en kat og svøbe den om halsen?

torsdag den 11. april 2013

Tid til refleksion

Giver projekt købestop stadig mening, hvis det er blevet en nødvendighed?

Da jeg for snart tre måneder siden sprang hovedkulds ud i et købestop, var det af ren og skær lyst. Økonomien var nogenlunde (den hang i hvert fald sammen). Jeg kunne, hvis jeg ville, shoppe til husbehov. Jeg valgte at blive non-shopper i et år for at se om jeg kunne, og ikke fordi jeg var tvunget ud i det eller af miljøetiske hensyn.

Tre måneder inde i projektet ser det lidt anderledes ud. På grund af uforudsete faktorer har min økonomi ændret sig. Der er ikke længere plads til at købe. Ikke det mindste. Og udsigten til at det ændrer sig kan være lang, da jeg om en måned står til at blive arbejdsløs efter et år på barsel.

I vores husstand rækker dagpenge ikke langt. Derfor har vi klippet en hæl og hakket en tå (eller er det omvendt). Og det er vigtigt for os (mig) at jeg kommer i arbejde hurtigt. Men nok om det. Ledighed- og dagpengesnak fylder jeg et indlæg med en anden gang, når det er lidt mere present. (Officielt er jeg stadig på barsel - bum).

Tilbage til mit spørgsmål. Har grublet over det et stykke tid. Jeg ved godt det udelukkende er for min egen skyld jeg non-shopper. Andre kan jo i bund og grund være ligeglade. Det er mit projekt, min blog og mit regelsæt. Men er der ræson i et købestop, hvis det er tvunget ned over een og ikke fordi det er af lyst eller af en ideologisk årsag?

Min lyst til at afprøve et købestop udsprang af en dialog på Instagram. Ret impulsivt traf jeg beslutningen og dagen efter var jeg i gang med at blogge. Jeg synes det var en sjov idé. Jeg ønskede at blive klogere på mig selv, mit klædeskab og min stil. Jeg ville gerne gøre op med mit impulsshopper-gen og i stedet købe lidt men godt. (et ønske jeg altid har haft, men aldrig har formået at praktiserer).

Jeg har naturligvis den samme tilgang til købestoppet nu trods den manglende økonomi. Jeg er aldeles ikke gået hen og blevet ideologisk. Jeg vil stadig gerne blive klogere på hvad godt tøj er for mig. Problemet er bare at den daglige tilfredshed ved at være i et købestop er forsvundet. Nu hvor køb ikke længere er en reel mulighed, så har projektet mistet sin værdi (for mig). Og jeg føler at bloggen derfor har mistet sin berettigelse. Eller har den?

Jeg har besluttet mig for at holde liv i bloggen (lidt endnu). Det kan jo være det hele ser anderledes ud om et par måneder. Indtil da, så må I bære over med bloggens indhold, der til tider nok kommer til at handle mere om mine frustrationer over at være arbejdsløs og ingen penge har i stedet for et decideret købestop.

onsdag den 10. april 2013

Kommer i mål (på den ene eller den anden måde)

Brugte penge på mig selv i går - Gulp. Helt præcist brugte jeg 198,45 kr. Det huer aldeles ikke en Non shopaholic.

Men pengene gik til et godt formål. De gik nemlig til mig og mit helbred, for jeg er begyndt at løbe. Sådan rigtigt. Jeg løber hver anden dag og har gjort det siden vi var på ferie.

Løbetøjet er i orden - det er formen ikke. Så det er ikke på nyt udstyr pengene er brugt. Næ du, pengene blev brugt på tilmelding til årets Kvindeløb.

12. Maj ved Mindeparken i Aarhus vil du kunne se mig bakse svedende og ikke mindst prustende rundt de fem kilometer, der skal og må gennemføres. Jeg tror på det. Det skal jeg. Men for fanden da min form er ringe ...

Og hvad angår forbruget, så stod der ikke noget i købestoppets regelsæt omkring køb af startnummer. Jeg vurderede i går, at købet ikke kun var for egen vindings skyld. Det var så absolut en need to have for hele familien.

Ses vi den 12. Maj iført tights og løbesko?

lørdag den 6. april 2013

Esbjerg by Night

Skal ud i aften. I Esbjerg. Min hjemby. Byen, hvor jeg fik mit første kys. Byen, hvor jeg gik i gymnasiet og fik flere kys. Byen jeg forlod i 2001 for at studere Litteratur på Aarhus Universitet (og fik endnu flere kys).

Har ikke været ude længe. Bevares har da været til parmiddag i Lystrup og spist lækre bøffer på MASH. Men det er første gang i snart fem måneder jeg skal ud på den der veninde-måde, hvor man gør lidt ekstra ud af sig selv. Fx ved at vise den ny kjole frem eller hopper i et par svinedyre stilletter.

Sidst jeg var ude på veninde-måden, var til en veninde-julefrokost i slutningen af november. Til lejligheden havde jeg købt ny trøje + halskæde. Det var en skøn aften, der endte kl. 06 på Allenberg i København.

Jeg kan med sikkerhed sige at kl. ikke bliver 06 i aften, hvis den da overhovedet bliver midnat. Det er aftalt med veninde på forhånd. Men jeg kan også med sikkerhed sige, at jeg ikke har noget nyt at vise frem i aften. Og det er her det blive en kende udfordrende for mig. For som så mange gange før har jeg ikke noget at tage på. argh forpulede tøjkrise. forskellen på nu og før er jo at jeg før kunne (og ofte gjorde) købe nyt inden festen. Og oftest på selve dagen.

Det har jeg jo så ikke mulighed for nu. Ergo blev tasken i morges fyldt op med klæder, der på ingen måde giver mening eller hænger sammen. Enkeltstående er klæderne ganske fine, men hvad skal jeg med et par blå chinos, en sort top med guldglimmer og en cardigan med kirsebær på?

Ps. Sorte stilletter og bare tæer er det no go i aprils frostgrader?

mandag den 1. april 2013

Bratislava here I come

Jeg er blevet et hit i Østeuropa. Eller måske ikke så meget mig, men min blog hitter stort i Østeuropa, specielt i De Baltiske Lande, men også Kazakhstan og Rusland følger top.

Jeg undres. Men den er god nok. Statistiksystemer lyver ikke, og når jeg dagligt (læs flere gange dagligt) klikker ind på bloggens statistikker for at se, hvor mange læsere jeg har (Narcissist, host), er endnu en læser i det østeuropæiske kommet til.

Umiddelbart kender jeg ikke nogle, der for tiden er på rundrejse i den del af verden. Een af mine Facebook-venner var for nylig i Rusland, men hun er så vidt jeg er orienteret (via Facebook) ankommet til Danmark igen. Jeg kender med garanti ikke nogle der er bosat i førnævnte lande - det burde jeg vide. Har en veninde, som for flere år siden var på studieophold i Letland, men vi snakker altså mindst 10 år tilbage. Så hende kan det heller ikke være.
Åh altså, hvem kan det være ... Bum Bum. Måske min (danske) blog bare er the Big Thing i Østeuropa.

Jeg må hellere se at få spidset blyanten, og gøre klar til autografskrivning, hvis nu Bratislava skulle ringe.

onsdag den 27. marts 2013

You may kiss your wife ...

Rodede mig ud i noget i går (igen). Talte før jeg tænkte. Det gør jeg ofte. Men i går kom jeg til at fremstå som desperat giftelysten kvinde med planlagt drømme(prinsesse)bryllup og gæsteliste parat uden at have dato fastsat.

Nu er der bare det, at jeg ikke skal giftes (endnu). Og jeg skal aldeles ikke have et overdådigt candyfloss-bryllup på herregård med glassko og hestevogn. Tværtimod. Hvis (når) jeg skal giftes bliver det på rådhuset (Ebeltoft) med en skøn sommerkjole, et par blå stilletter og en kær ven/veninde som vidne. (ja ja. Lidt tanker har jeg gjort mig).

Men i går kom jeg altså til at proklamere over for to gode veninder, at min brudekjole da selvfølgelig hænger hjemme i skabet (som om alle har deres brudekjole hængende i skabet). Og at det havde den skam gjort længe, sådan cirka i syv år. Var der nogen der sagde: P S Y K O.

Som sådan er det vel ok at have sin brudekjole hængende, hvis man skal giftes inden for nær fremtid, men det skal jeg ikke.

Bevares, jeg fik da for nylig en ring af kæresten, så jeg kunne lege vi var forlovet, men der fulgte altså ikke et decideret frieri med ringen. Og det frieri kommer nok heller ikke foreløbigt.*

Men snakken faldt altså på min (brude)kjole. (why?) Kjolen købte jeg for syv år siden. Den var smuk, sexet og forførende. Jeg var single og skulle have en ny kjole til aftenens bytur. (og IKKE en brudekjole).
Siden den bytur for syv år siden (som sikkert var fabelagtig) har kjolen hængt urørt hen i klædeskabet blandt mange andre kjoler. Urørt fordi den altså bare passer bedst til en lun sommeraften (og dem har vi jo som bekendt ikke mange af.) Senere urørt på grund af en stigende vægtkurve hos indehaverinden.

For nylig, i forbindelse med mit købestop og lidt hist og pist oprydning i skabet, stødte jeg på kjolen, som hang så alene og forladt derinde i mørket. Og den kjole er altså guddommelig. Straks tænkte jeg: Den kjole må jeg bare have på til mit eventuelle bryllup. (Ja, jeg elsker virkelig den kjole).

Jeg meddelte kæresten at jeg havde fundet min brudekjole (han synes vidst ikke jeg er skør!!!), og ville tabe mig 10 kilo. Så burde jeg kunne komme i den igen.
Kæresten sagde resolut: Når (ikke hvis) du kommer i kjolen, så gifter vi os sgu. (sød kæreste ik?).

Så på en og samme tid fandt jeg drømmekjole, blev friet til (hø hø) og gik på slankekur. Win win for både mig og kæreste.

Er ikke helt sikker på jeg fik overbevist mine veninder om mit naturlige forhold til frieri og giftemål. (Year right). Mener i hvert fald selv jeg har et ganske afslappet forhold til ægtestanden. (I do).



*Årsagen hertil skyldes min mangel på vægttab. Endnu en lang historie, som kan give anslag til en del misforståelser og spekulationer.

tirsdag den 26. marts 2013

En helt almindelig dag

I dag er en god dag. Humøret er højt, solen skinner og mindstebarnet sover længe.

I dag er en af de dage, hvor maven føles flad selvom vægten ikke har flyttet sig.

I dag er en af de dage, hvor den slidte sweater med elsdyrene sidder perfekt.

I dag er en af de dage, hvor det er ok at drikke to kopper kaffe og spise chokolade til morgenmad.

I dag er en af de dage, hvor jobsituationen ikke virker skræmmende, men nærmest spændende.

I dag er en af de dage, hvor der er tid nok.

I dag er en af de dage, hvor gode veninder mødes til late afternoon kaffe.

søndag den 24. marts 2013

Næstekærlighed

En skøn veninde har foræret mig et par støvler. Hun læste indlægget om mine våde tæer og fandt et par støvler frem fra gemmerne. Et par støvler hun ikke havde brugt længe og som helt sikkert vil blive nydt af mig. (Jeg siger det lige igen: der er guld i gemmerne).

Nu kan jeg gå resten af vinteren i møde (for den er jo på ingen måde slut endnu) med varme, tørre tæer. Og samtidig se lidt chik ud. (For denne veninde har god smag og lider aldeles ikke af stilforvirring).

Glæder mig til at springe ud i sjappet uden på et splitsekund mærke vandet fosse ind langs kanten ved sålen.

Tak du skønne veninde. Vi ses snart igen til en kop mokka og en god snak. Dette indlæg er tilegnet dig.

fredag den 22. marts 2013

Et dementi

Nogen er flyttet ind på matriklen. Den nogen er smuk, blød og fin. Den nogen skinner og er spritny. Den nogen er trofast (forhåbentlig), arbejdsom og samarbejdsvillig (forhåbentlig, forhåbentlig, forhåbentlig).

Det mener kæresten ikke, men han købte den alligevel trods langvarig research og en del tvivl til det sidste. Og stadig lidt tvivlende på dens evner, kan jeg fornemme en spirende glæde hos ham. Jeg tror han er ved at være svært tilfreds med sit køb - og DET er jeg også.

Og nu er det så, det er så pokkers vigtigt for mig at få noget på det rene.

Flere af jer har haft en mening om mit købestop og købet af en ny computer. Går det an at få kæresten til at købe en ny computer til os, til hjemmet, til mig? Var det ikke noget med at der i regelsættet for købestoppet netop stod, at kærester ikke måtte lokkes til at købe ting til/for een?

Og selvfølgelig er det ikke ok, og jeg kunne aldrig finde på at bryde dette kodeks.

Men min kæreste er selvstændig. Og som selvstændig kan det være rart (et must) at arbejde hjemmefra. Til dette kræves et ordentlig stykke værktøj.

Min kæreste og jeg har absolut ikke fællesøkonomi. Og at han beslutter sig for at købe ny arbejdscomputer til hjemmet har jeg absolut ingen indflydelse på. Til gengæld må jeg gerne præge ham og hans valg af maskine. Og når kæresten overvejer PC-vejen, så er det min pligt at gå all in og påvirke ham til at købe Mac (psst. Det lykkedes :))

Så venner og bekendte. Jeg er stadig Non Shopper. Ingen regler er brudt. Kæresten har fået sin computer (som jeg flittigt "låner") og alle er glade.

Vidunderet.

søndag den 17. marts 2013

Hjemmegjort

Min mor strikker. Og hun er fantastisk god til det. Jeg har nydt godt af hendes strik i mange år. Nu nyder ungerne godt af det.

Et besøg af mormor (mor) indebærer altid nyt strik til skabet. Og det er noget en Non Shopper tager imod med kyshånd. Denne gang blev det til tre stk. lune sweaters til mindstebarnet. Perfekt timing af mormor, da den står på vuggestue-start efter Påske og min lille kylling absolut trænger til noget at svøbe sig ind i.

Min søster syr. Og det er hun fabelagtig til. Hun har gennem de sidste tre år været leveringsdygtig i bukser til ældstebarnet.

Min søster og min mor har en shop, hvor du kan købe deres kreationer til næsten ingen penge. Hvis du endnu ikke er hoppet på Non shop-bølgen synes jeg du skal tjekke deres tøj ud her:

morskludefabrik.dk

Måned 2

I går havde købestoppet og bloggen to måneders jubilæum. Og som traditionen byder, så kræver ethvert jubilæum at der gøres status:

- Ferie afholdt: 14 dage, men kunne godt bruge mere.

- Lortedage siden jeg er kommet hjem fra ferie: 5 (startede i Billund lufthavn).

- Plastik købt på ferie til ældstebarnet: alt for meget, men det hele er taget med hjem til senere brug.

- Antal dage med suppe siden jeg er kommet hjem fra ferie: 4

- Opryddet klædeskab: stadig 0

- Souvenirs købt på ferie: 1 (og ikke af mig)

- Antal tøjvask siden jeg er kommet hjem fra ferie: 1.000.000

- Solcreme brugt på ferie: 2 tuber (ja, der var varmt. Og ja, vi beskytter os maks).

- Antal nye familiemedlemmer: 1

- Sneugidelig: J A

lørdag den 16. marts 2013

Vi byder det ny familiemedlem velkommen

Kæresten har købt en Mac. En såkaldt MacBook Pro. Juhu, så har jeg noget rigtig fint at kigge på (og kærtegne lidt), når jeg skal skrive ansøgninger. For ja, jeg er blevet arbejdsløs.

Men er du ikke på barsel, vil nogle af jer spørge? Og jo, det er jeg da, men man kan altså godt blive arbejdsløs alligevel, når chefen får en blodprop i hjernen og virksomheden efterfølgende bliver lukket ned.

Min barsel slutter om 2 måneder, og derefter står alle (absolut alle) døre åbne. Jeg har ingen ide om - ikke den fjerneste ide om - hvad jeg skal kaste mig over. Fristes til at prøve noget helt andet, men hvad?

Har jo allerede en fin uddannelse (som dog på ingen måde begrænser mig), men jeg kan jo ligsom ikke blive sygeplejerske med et Cand.mag. bevis fra Litteraturhistorie i lommen.
Og at læse noget helt nyt, er absolut ikke en mulighed. Det tillader finansministeren simpelthen ikke (læs: kæresten).

Men hvad skal jeg så finde på? Skal jeg blive i reklamebranchen, hvor jeg har slået mine folder de seneste fem år, men hvor jeg også har haft mit at kæmpe med? skal jeg udvide søgekriteriet og kigge nærmere på hele spektret af job indenfor kommunikation og måske ikke være helt så tilfreds alligevel? Eller skal jeg simpelthen ryste posen og prøve noget helt nyt? Pas, jeg er lost. Er fuldstændig blank og vil bare gerne nyde de sidste måneder på barsel inden alvoren titter frem. Gode ideer modtages med kyshånd.

Men glæder mig som et lille barn til at få det ny familiemedlem hjem (Mac'en).

onsdag den 13. marts 2013

Home (not so) sweet Home

Hjemme igen. 14 fuldstændig fantastiske dage med sol, strand, pool og palmer, mad - masser af mad, glade børn, glad kæreste og glad mig. Vil afsted igen nu! Kan ikke det her grå, kolde og klamme vejr igen. Kan ikke hverdagens trummerum. Kan ikke. S Å  S T O P  D O G!

Noget af et antiklimaks at lande i lufthavnen mandag aften og så er der snevejr. S N E V E J R. Helt ærligt. Dreng på tre kommenterede det da også med et "det sner fordi vi er i Aarhus mor". Life sucks, og ja sønnike. Er ked af du er dansker. Er ked af vi bor i dette kolde nord. Vi beeper os til Spanien nu, lærer flydende spansk, lever af kærlighed og sangria, holder siesta et par timer om dagen og lader ungerne løbe rundt med bare brune numser til langt ud på aftenen. Livet er smukt. Tanken er smuk. Desværre er vi den slags mennesker, der har forpligtelser. Som lader hverdagen og rutinerne styrer vores lyster. Og maks lader os selv koble 100 % af et par gange om året. Til gengæld er vi gode til at koble af, og vi er egentlig også ret gode til det der hverdag. Altså når ungerne makker ret og rutinerne kører på skinner ik.

Og vi er blevet brune. Lidt kulør har vi da fået med os, så der er noget pænt at se på de næste 14 dage inden det grå igen overtager, tager farven fra os og efterlader os hvide, ja nærmest gennemsigtige tilbage i sofaen foran reality-tv.

Men op med humøret. Hvad brokker du dig over. Købestoppet lever jo trods 14 dage i souvenir-land (jeg elsker souvenirs). Kæresten købte en lillebitte magnet til køleskabet og ellers var det kun dreng på tre der købte. Han gearede til gengæld op på sandaler, Barcelona-dragt, badevinger, badering, bold og et par Haviannas størrelse 25 (de er så nuser). Alt absolut must haves.

Og købestoppet lever stadig selvom jeg igår, da jeg trillede klapvognen rundt i de aarhusianke gader, havde en ubændig shoppetrang. Og hvis ikke kontoen var i minus var jeg muligvis faldet i. Måske er det vejret, måske var det bare en af de dage, eller måske skal jeg bare holde mig fra Downtown Aarhus. Ved det ikke. Ved bare at jeg i dag kan takke underskuddet på kontoen for at købestoppet stadig lever, og i stedet vil glæde mig over hverdagen, rutinerne, brune glade børn og at det snart bliver sommer i DK.

Lillers små nuttede klipklappere

fredag den 22. februar 2013

Hvor lagde jeg solhatten

Hvor er det dyrt at have børn. Og hvor er det dyrt at skulle på ferie.

Ungerne mangler jo alt. Badebukser, UV-sikrede badedragter, solhatte, sandaler etc..

1: svært at skaffe ovenstående udenfor sæson.

2: dyrt at skaffe ovenstående udenfor sæson.

Har langt om længe dannet mig overblik over ferietøjet. Mit eget og ungernes. Kæresten må selv klare sin del. Gik i gang for to uger siden til stor undren i min omgangskreds. Men jeg er og bliver struktureret med små tjeklister og afkrydsningsskemaer en masse. Til gengæld er jeg nu klar og mangler kun at smide bunkerne i kufferter og tasker.

Jeg har dog en del gange i pakkeprocessen været nødt til at korse mig og tage et famøst bid af det sureste æble. Der har nemlig været en del mangler i børnenes garderobe.

Fx ved jeg Marvin have en blå solhat da han var baby. Oplagt at bruge den til Terkel nu. Men hvor er den?
Jeg har ledt over alt og væk er den. Så i dag måtte jeg på lagersalg og købe en solhat. Det huer ikke en fanatisk købestopper kan jeg godt fortælle jer.

Godt nok gælder købestoppet ikke ungerne, men efter en måned med absolut købestop, er jeg blevet ret påholden med pengene (gælder også mad nu!) og kan få helt ondt i maven over at købe en solhat til Terkel på lagersalg.

Selvfølgelig vokser børnene. Marvin er nødt til at få nye sandaler og en ny overgangsjakke, men hvor er det bittert at bruge penge på noget, der med garanti bare har sneget sig ned bag kommoden og ikke vil findes (og ja, har kigget bag kommoden. Solhatten var der ikke).

Men nu har Terkel fået ny hat. Med tern und alles. Han bliver så fin min lille charmør.

God vinter. Nu smutter vi til varmen.

Til info holder Krutter, Fuzzies og Urban Elk lagersalg i Aarhus, Klostergade 68.
Åbent fredag og lørdag.


lørdag den 16. februar 2013

fredag den 15. februar 2013

Kender I det?

Nogle ting må jeg bare eje. Det kan være et par bestemte sko. Det kan være en taske eller det kan være en helt specifik lysestage til hjemmet. Når jeg først har fået den ide at jeg må eje, så har jeg meget svært ved at slå den ud af hovedet igen. Sådan har jeg det lidt med buksen, som jeg skrev et indlæg om i går. Og sådan havde jeg det for nogle år siden med dagens cardigan.

Der er bare det med mig, at når jeg så har anskaffet mig disse Musthaves ender de oftest i skabet og samler støv.

Dagens cardigan er fra H&M. Jeg havde set den i et blad, men opgivet at få fat på den. Aarhus inkl. Hovedkontoret meldte udsolgt. Jeg tog til København (ikke pga af cardigan. Det ville alligevel være for psyko), tog i H&M (den på Strøget) og pling - der lå MIN cardigan. De havde et stk. tilbage i str. 38. Pling igen - min størrelse. (Der var med garanti en der havde købt og så returneret ... men skidt, jeg fik den).

Jeg kom hjem til Aarhus, glædede mig til at få cardiganen på og BUM. Var den ikke blevet lidt stram i det. Og kort. Den kan jo ikke knappes ... Nå, ind i skabet med den.

Og der har den ligget i 3-4 år nu. Fandt den i morges. Tog den fluks på, og ved i hvad? Den er P E R F E K T. Pure Gold!

Må i dag endnu engang erkende at jeg har guld i gemmerne. At jeg er en cardigan-pige (som en x-kollega tørt bekræftede. det havde hun da altid vidst) og ja, at jeg har alt for mange cardigans!

Go fredag.

Ps. Glæder I jer ikke til vi er igennem mine cardigans og tager fat på kjolerne?

torsdag den 14. februar 2013

Svage sjæle

Er blevet fristet. Nogen (ja, Kaffe & T. den nogen er dig) har taget et stykke tøj og viftet mig om næsen med det. Jeg kunne lugte det, smage det, ja næsten røre ved det ... Åh sikke en følelse. en varm rislen i kroppen, en sitren i fingerspidserne, et bankende hjerte ... og ve en pinsel ikke at kunne købe det. Av, det smerter. De bukser havde været perfekte på min krop. De havde elegant omfavnet mine lår, kærtegnet mine baller, kysset mine ankler ... BUM og drømmen brast! Jeg er jo Non shopper ...

Det drejer sig om de fedeste, sejeste, mest blærede bukser fra Numph. Fristerinden er bloggeren Kaffe & T. Hun skrev i går et indlæg om webshoppen Zalando.dk suppleret med et par billeder af det lækreste tøj. Hrmph, og nu skal jeg på en eller anden måde se om jeg kan få vristet de bukser ud af hovedet. Fast sidder de godt nok lige nu.

Før mit købestop trådte i kraft havde jeg fluks tændt computeren, tastet mig ind på Zalando.dk og bestilt buksen.

Nu bider jeg i det sure æble, holder ud og nynner i stedet "Langt ud i skoven ..." Nonstop, og som nu kører på repeat i hovedet. Men det er absolut bedre end at tænke på bukser og webshops. Og et sted derude i det fjerne spire den gode følelse af ikke at have ladet sig forføre. Det er jo bare et par bukser for fanden.

Jeg må i gemmerne og se om jeg kan finde en erstatning. Ved jeg ikke har noget der ligner, men hey ... Måske jeg har noget bedre?

Ps. Kan varmt anbefale alle at læse med på Kaffe & T's blog. Hun formår at beskrive tanker og følelser omkring det at være ramt af stress. hun har mand og to børn. Hun åbner op og er 100 % ærlig. (Og så er hun pisse krea).

Pps. Har fået RAM til computeren i Valentines gave - HORRAY!

Ppps. Buksen:
http://m.zalando.dk/nuemph-elise-bukser-gra-nu121a020-112.html

tirsdag den 12. februar 2013

En af de dage!

Tøj afspejler ofte vores humør. I dag har jeg verdens kedeligste og mest slidte cardigan på. Den er grå, hullet, forvasket og ude af form (som alt mit H&M tøj).

I dag er bare en af de dage, hvor det hele er lidt gråt i gråt (bogstaveligt).
Jeg er ikke ked - overhovedet ikke. Bare ugidelig.

Dreng på 7 måneder vil ikke sove eller spise. Han er bare tvær. Garanteret det er mit humør han spejler sig i. Det eneste han vil er at rulle fra mave til ryg. Når han så lander på ryggen brokker han sig indtil jeg lægger ham på maven, så han kan rulle igen. Måske jeg skal spejle mig i ham og begynde at rulle lidt fra mave til ryg. Eller måske jeg skal lade tøjet styre mit humør og ikke omvendt.

Jeg tror jeg finder noget storblomstret og farverigt frem fra gemmerne, hopper i et bad, vasker hår og afprøver lidt make up. Hey, det kan være det ender med at blive en helt festlig dag.

Tarvelig cardigan fra H&M. 

Måned 1 - status

Tid til status. Jeg har i dag været Non Shopper en måned. Det har været overraskende ligetil. Jeg har kun følt fristelsen snige sig ind på mig en gang. Til gengæld har jeg fundet de kære gamle cardigans frem. Og lige om lidt skal jeg pakke bikini, solhat, klipklappere, kjoler og andet godt ned i kufferten. For flyveren går til Fuerteventura i 14 dage.

Men først en opgørelse over måneden der gik. Den første af sin slags:


Blogindlæg: 20

Sidevisninger i alt på blog: 3.135

Sidevisninger på det mest læste indlæg: 228

Mest læste indlæg: stilforvirring

Surt opstød på blog/Facebook: 5

Tøj købt til mig selv: 0

Tøj købt til unger: 3 (samlet pris: 90 kr.)

Dingenoter og dullegrej købt: 0

Gaver modtaget: 2

Gaver givet: 3

Interview til P1: 1

Opkald fra TV Avisen: 2

Nedtur over købestop: 1

Dage med våde tæer: 25

Oprydning i klædeskab: -6

Guld fundet i gemmerne: overraskende meget

Stilafklaring: lidt (er i hvert fald til cardigans)

Cardigans fundet indtil videre: 7

Er klar på at fortsætte købestoppet: i den grad



fredag den 8. februar 2013

Ode to my cardigans

Jeg er en cardigan-pige. Jeg elsker cardigans (også bandet!). Jeg har cardigans på hver dag. Jeg har ikke mange trøjer, men jeg har et hav af cardigans.

En hyldest
Jeg har sorte, jeg har grå, jeg har lange, jeg har små (hey, det rimer :)).

Jeg har blomstrede, jeg har grønne, jeg har med dødningehoveder på.

Jeg har til kjole og til buks. Jeg har til varme og til fluks. (Det rimer stadig)

En cardigan er sagen, da den oftest dækker bagen.

Firserne med et twist

Neon her og der og alle vegne. Hvis jeg måtte, skulle jeg have fat i noget neon. Og helst den pink/orange slags. Vil ha. Må ha. N U.

Og så alligevel ikke. Det bugner med neon. Alle butiksvinduer i Latinerkvarteret er hyldet ind i neon. Kvinderne har viklet neon om halsen og så sent som i morges gik jeg forbi en nyåbnet frisør der var neon.

Det er som at træde ind i en tidslomme. Tilbage til firserne (endnu engang). Hvorfor er det moden altid har renæssancer. Er det ikke noget med at tøj eller en trend ligger i dvale i syv år for så at springe ud i fuldt flor igen? Dvs. at mine Harley Davidson gamacher bliver moderne igen om tre år. (Og at de så har været moderne 2 gange siden jeg dansede rundt i dem i halvfemserne). Pis osse at de røg på Genneren i slut-halvfemserne.

Men nu er det neon (igen). Garanteret med et lille twist. Og hvor er jeg glad for jeg ikke skal bekymre mig om det. Jeg hopper for en gangs skyld ikke med på alskens mode, men holder mig til det der nu er at finde i klædeskabet. Som fx den her cardigan fra Edith og Ella.

Blå cardigan med røde agern fra Edith og Ella

torsdag den 7. februar 2013

Et info-indlæg

Der er en Facebookgruppe, som hylder købestoppet. Den hedder Non Shoppers. Jeg er selv for nylig blevet medlem og i skrivende stund har gruppen 811 medlemmer. Medlemmerne er ekstremt aktive og kommenterer gladeligt på hinandens opslag.

Med fare for at få hele Danmarks købestop-elite på nakken, tør jeg godt proklamere at jeg ikke bruger gruppen. Ganske få gange har jeg været derinde og snage, men jeg synes ikke den er super-interessant. Ok så, der er da nogle tips, hvis man er til hjemmelavede tørklæder eller er i tvivl om hvad etiketten er til en begravelse!!! (Jo den er go nok)

Men bare fordi jeg ikke synes gruppen fungerer, så kan den jo sagtens være lige i skabet for hverandre. Måske den kan være med til at holde fast i købestoppet og netop inspirere til at holde ved lidt endnu. Jeg har jo min blog, og lige nu er det nok til lille ego-mig. 

Så alle derude: købestoppere, potentielle købestoppere eller bare de nysgerrige. Bliv medlem af Facebook-gruppen og bliv klogere på, om det er ok at have gul sommerhat på til Moster Ernas begravelse. Jeg kan vidst godt afsløre at meningerne er mange (og delte).

onsdag den 6. februar 2013

Dagens cardigan

Købte den for et par år siden. Det var et impulskøb. Den hang i et vindue i en butik på Store Torv i Aarhus (ja, jeg skriver Aarhus med Aa). Jeg gik ind i butikken, hen til ekspedienten og bad om trøjen i vinduet. Jeg prøvede den ikke. Det gad jeg ikke. Det tog sammenlagt fem minutter.

Da jeg kom hjem røg den ind i skabet. Der lå den et stykke tid. (Som så ofte, når der købes nyt). Da jeg en dag ville have den på havde den på mærkværdigeste vis fået et stort hul i sygningen på skulderen. Ind i skabet med den igen.

Jeg kan ikke sy. Jeg kan ikke engang lappe. Derfor gik der en del tid før jeg fik cardiganen syet sammen (min mor). Og pludselig huede cardiganen mig ikke længere. Der er jo dødningehoveder på FGS. Kan kvinde på 33 godt rende rundt med dødningehoveder på tøjet. Blev lidt forvirret (stilforvirret) og smed cardiganen tilbage i skabet.

I dag er den på. Det er køligt i lejligheden. Jeg er på barsel og har det meste af tiden kikset tøj på. Hey, måske bliver jeg helt glad for den i dag.

Cardigan med dødningehoveder fra Knit & Co.

mandag den 4. februar 2013

Det handler jo om mig (og købestoppet)

Og det blev mandag, og mit klædeskab ligner sig selv. Jeg har haft hostesyg dreng hjemme fra børnehave, så alle gode intentioner om at ryde ud og ryde op blev overhalet indenom af Angry Birds, netflix og billedlotteri.

Og nu er jeg træt. Ubeskrivelig træt. Ugen er fyldt med aftaler, så mon ikke først der bliver tid til at give klædeskabet opmærksomhed igen i næste uge. Vi får se.

Jeg var ellers ved at falde for fristelsen lørdag. Jeg var ved at købe en bog. Jeg elsker bøger, og jeg elsker især at eje dem. Kan huske min svigermor på et tidspunkt nævnte noget med bøger og et bibliotek - jeg kiggede bare underligt på hende, rystede på hovedet og vendte hende ryggen. Jeg MÅ eje dem selv og gider da især ikke stå på venteliste på et bibliotek for at låne en bog fyldt med fedtede fingre og krøllede sider. Det har jeg aldrig gidet, så I kan nok regne ud at der går en del af budgettet på bøger - en alt for stor del. Men det er jo slut nu, og jeg må se at få anskaffet mig et lånekort.

Nå, jeg var altså ved at købe en bog lørdag. Var sammen med tidligere kollegaer i Herning. Vi ses et par gange om året og laver god mad til hinanden. Den kære B, som vi var hos lørdag, havde to eksemplarer af Jussi Adlers den nye, og de kunne åbenbart ikke byttes. Jeg sagde fluks: Hey, jeg køber gerne et eksemplar. Søde L kiggede forbavset på mig og vi skreg af grin da det gik op for mig hvad jeg lige havde gjort ...
Det skal siges at vi to minutter forinden havde talt stolpe op og stolpe ned om bloggen, så den var meget present i min bevidsthed.

Det er nok ikke sidste gang jeg kommer ud for den slags fristelser - eller kald det forglemmelser.

Lørdag fik vi også diskuteret bloggen en del. Og noget jeg har tænkt over den seneste tid er bloggens formål.

Den har et klart formål for mig. Et egocentreret formål. Den holder mit projekt i live og minder mig om købestoppet.

Men har den også et formål for jer der læser med? Skal jeg være tro mod projektet, så skal jeg jo holde mig til at blogge om købestop - og det har jeg tænkt mig. Ergo kan jeg ikke dele madopskrifter med jer, skrive om seneste fashion-tips eller om tøj og strikkerier til børnene. Dette er en shoppestop-blog og det er det den handler om. Men er det nok? Er der nogle der gider at læse om mine egocentriske kvababbelser om noget så overfladisk som forbrugsforstoppelse? Den gode N gider ikke. Og han havde da også en mening eller to om bloggen. Man fristes til at sige, så lad da være med at læse med, men det kunne jo være manden har ret. Jeg valgte at lytte, og har derfor tænkt en del over hvordan min blog kan give råd og dele ud. Og jeg tænker stadig.

Indtil videre må I nøjes med at høre om mit købestop. I kan lade jer inspirere til at stoppe med (som nogle af jer har gjort). Eller I kan få jer lidt blød underholdning til aftenkaffen. Måske der så hen ad vejen kommer købestop-tips eller andet godt.

Jeg må huske på bloggens oprindelige formål. Og det var som sagt at motivere mig til at holde fast i shoppestoppet gennem 2013. Så længe den gør det er det vel ikke helt skidt.

Ps. Medstoppere, hvordan går det med shoppestoppet? Lad høre fra jer.