Hvor svært kan det være?

En kær bekendt har ladet sig inspirere. Hun vil i en måned (til en start) undlade at købe til sig selv og børnene. Hun har tre unger, så det bliver med garanti en udfordring. Jeg synes det er fedt når I læser med, jeg nyder jeres kommentarer og løbende opbakning om projektet. Og jeg elsker at bloggen her kan være med til at inspirere jer derude, så I også har mod på at kaste jer over et købestop. Jeg glæder mig til at følge jer der hopper med på vognen.

Siden jeg begyndte at blogge har jeg fået oceaner af kommentarer. De fleste er positive. Nogle er lidt lunkne ved tanken om et års købestop og ganske få synes det er for fjollet. Og så er der den store masse af læsere, der undrer sig over hvor svært det egentlig kan være. Og her må jeg sige: "jeg ved ikke hvor svært det er. Har kun været i gang et par uger og indtil videre har det ikke været svært."

Men jeg er sikker på det bliver en udfordring. På et tidspunkt bliver det lunere i vejret, og hvem får ikke lyst til at supplere garderoben med nye sandaler, et par solbriller eller en ny bikini - kjoler, åh Gud, jeg elsker kjoler - når solen titter frem? Eller når en ny vinter nærmer sig og de der vinterstøvler bare ikke kan mere - ja, så tror jeg det bliver svært.

Men hatten af for de, der ikke synes det er en udfordring. I har med garanti et ganske fornuftigt forhold til tøj og lever efter nøjsomhedens principper. Det må vi jo så håbe jeg kan lære lidt af i løbet af 2013.

Dullegrej og vibrerende næsebor

Hørte mig selv i radioen i dag. Eller ... jeg hørte indslaget som podcast, da jeg ikke nåede at høre det i radioen i går. Det første, der slog mig da jeg hørte indslaget, er hvor nasal min stemme lyder i radioen. tænk sig at jeg inde i hovedet har den fineste engleblide stemme, men out in public lyder jeg som en der taler med næseborene. Hmm, det huer mig ikke.
Det næste der slog mig var at jeg i indslaget bruger ordet "dullegrej" ... Dullegrej? Jamen, helt ærligt. Hvad skete der lige der. Hvorrfor valget af dette ekstremt primitive ord. Dullegrej, bevares hvor pinligt ... Jeg undskylder over for min omgangskreds hvis det er noget jeg gør ofte.
Men ellers et ok indslag. Jeg siger ikke så meget, men viser egentlig bare noget tøj frem. Meget blødt og ufarligt. (På nær lige "dullegrej")

Siden indslaget blev sendt mandag morgen er jeg blevet ringet op to gange af TV Avisen. De vil gerne følge op på historien med et tv-indslag. Men da det ikke er en Breaking News, men mere en fyldhistorie, har de spurgt om jeg vil stå standby, til når de har et hul de mangler at fylde ud. Og det gør jeg gerne. Så kan jeg måske råde bod på dullegrejet og smide et mere anstændigt ord på banen ... hvor herre bevares, dullegrej.

Hør indslaget fra P1 Morgen her: dr.dk/P1/P1morgen/podcast
Husk at vælge den rigtige dato: mandag d. 28/1 2013
Indslaget om købestop kommer ca. 20 min. inde i programmet.

Våde tæer

Hvis der er noget jeg fortryder (eller fortryder er måske så meget sagt), men jeg ærgrer mig over jeg ikke fik købt inden jeg kastede mig over købestoppet, er et par vinterstøvler. Et par varme støvler, der holder sneen ude.

Mine vinterstøvler har efterhånden et par år på bagen og de har været særdeles trofaste indtil nu. De var varme og faktisk også ret pæne at se på. Nu er de utætte, fuldstændig ødelagt af sne og forfærdelig tarvelige at se på.
Når vejret er som det er i dag (sne og slud), så kan man se mig hoppe fra tør plet til tør plet for at undgå våde og kolde strømper.

Men nu er projektet skudt i gang og mon ikke jeg overlever vinteren uden nye støvler. Også selvom jeg dagligt traver til og fra Børnehaven. Der er jo trods alt kun et par måneder med vintervejr endnu - forhåbentligt.

Drømmemanden

Fik en gave af min kæreste i dag. En "tillykke, du har tabt dig" gave. Sideløbende med mit købestop har jeg et vægttab-projekt i gang, og jeg har indgået kontrakt med kæresten om, at jeg får en gave når jeg har tabt mig fem kilo. Og det var altså i dag. Hurra. Gaven var noget jeg har ønsket mig længe. Og indeholdt drømmemanden over dem alle. De, som kender mig har måske gættet hvad det er. Mad Men sæson 5, og drømmemanden er naturligvis selveste Don Draper - det har det været en del år efterhånden. Han er simpelthen sådan en bisken.

Nu er der sikkert en opmærksom læser eller to der vil sige: "Jamen, hey, må du godt få gaver og sådan noget, nu hvor du nonshopper." Og nej, det må jeg egentlig ikke, eller det er en hårfin grænse. Jeg må ikke "lokke" kæresten til at købe ting til mig fordi jeg ikke selv kan købe dem. Jeg må til gengæld gerne få fødselsdagsgaver mv. Og naturligvis vægttab-gave.

Så jep, Don Draper er endnu engang flyttet ind på matriklen og han skal nydes i aften sammen med den anden drømmemand (kæresten) og et gigantisk tapasbord fra Salling. Hurra for lørdage.

Gulp - det forpligter jo!

Har ikke sovet så godt i nat. Har faktisk slet ikke sovet. Den primære årsag til denne tilstand af insomnia er dreng på seks måneder. Han skiftevis græder og hviner af fryd krydret med lidt human beat box. Og dette står på hele natten. Ved siden af dreng på seks måneder ligger mand på 36. Hans nattetjans for tiden er at sove, typisk på gulvet ved dreng på tre år. Men når mand på 36 beslutter sig for kl. 3 om natten at blive kontrær og nægte at overholde sin del af aftalen, ja så er der søvnmangel til ammende kvinde på 33. 

Men nu handler bloggen her aldeles ikke om mine børn og mine familiære udfordringer. Den handler om mit købestop. Og mens jeg i nat lå vågen og korsede mig over mine tre drenge, så tænkte jeg på bloggen, projektet og ikke mindst det at folk faktisk læser med. 

- Jeg har det fint med mit projekt. Er endnu ikke gået i panik over købestoppet, synes til gengæld det er en sjov fase lige nu (opdager stadig nye sager i gemmerne). Og så snart jeg begynder at have et overblik over klædeskabet, så begynder jeg også at poste et hav af billeder - det bliver skægt.

- Har det også fint med at blogge. Det er min motivationsfaktor. En slags online dagbog der er med til at holde mig i ørene. Den forpligter og jeg er sikker på at jeg ved hjælp af bloggen kommer i mål med mit projekt. 

Men det at folk læser med og kommenterer på mit projekt, det er en kende ambivalent for mig.

Bevares jeg var da udemærket klar over at folk ville læse med når jeg nu lagde mine indlæg op på Facebook og jo, jeg valgte selv at sige ja til DR i går og dermed indvillige i at komme ud til en masse lyttere på landsdækkende radio mandag morgen, men jeg havde ikke forudset at det faktisk ville være så grænseoverskridende for mig. (Typisk mig at handle før jeg tænker).

Og nu må I ikke misforstå mig. Jeg vil gerne have I læser med, og jeg vil gerne have spørgsmål og kommentarer til projektet - jeg blev afsindig glad i går da The Blogless Sister anbefalede min blog - det er med garanti det der skal holde bloggen og projektet i live på sigt. Men fordi I læser med, så er jeg også nødt til at oppe mig, og det er her det begynder at skurre i min mave. Jeg kan ikke lige skrive et hurtigt indlæg for min egen skyld med to unger på knæene mens manden laver mad. (Som jeg har gjort hidtil), eller kan jeg? Skylder jeg ikke jer læsere at være fokuseret og reflekteret - og gerne lidt underholdende? Kan jeg leve op til det? Jeg håber det. Vi må se. Indtil videre har jeg skrevet en håndfuld indlæg. Det er jo ingenting. Det er ret nyt for mig stadigvæk, så mon ikke jeg udvikler mig og finder en form løbende? Jeg har jo et helt år til at blive hardcore blogger. 

Håber I har tålmodighed med mig og hænger på lidt endnu.

P.S.

Følg med i The Blogless Sisters daglidag og uendelige togture til og fra arbejde her tbs2810.blogspot.com det er umådeligt underholdende. (I sær indlægget om at guerilla-julepynte - simply just loving it)

Fifteen minutes ...

Er netop blevet interviewet til P1 Morgen. Jo, den er go nok. Journalisten fandt frem til mig via bloggen her. Egentlig ret sjovt at være en af den slags der blogger og bliver interviewet om det at blogge. I sær når blogland er så ny for mig, og når jeg egentlig bare blogger for at motivere mig selv til at gennemføre mit projekt. Hey, men fedt, hvis der er nogle der gider læse med.

Nå, men interviewet gik ret godt. De der kender mig ved at jeg har talegaverne i orden og journalisten skulle da også bare give mig et stikord hvorefter jeg gladeligt viste mit klædeskab inkl. beskidt vasketøj frem, knævrede i et væk om en lyserød blazer fra H&M med sorte polkaprikker og pastel lysestager fra FERM Living. Helt ærligt, jeg var ikke til at stoppe. så typisk mig. Det var ret komisk, men også indsigtsfuldt. Pludselig blev jeg tvunget til at sætte ord på hvad det er jeg har gang i, og jeg blev nødt til at tænke tanker, jeg endnu ikke har nået at tænke.

Hvorfor gør jeg det her? Er det af ideologiske årsager? Og nej det er det ikke. Tanken om genbrug og  at være god ved miljøet er da en rigig fin tanke og en bonus oven i hatten. Men det primære for mig er udelukkende at afprøve mig selv. Kan jeg lade være med at købe nyt i et år?

Indtil videre er jeg ikke blevet fristet. Men rundt om hjørnet står den første udfordring og venter.
Om en måned tager vi til Fuerteventura. Her skal man have bikini med og jeg har ved gud ingen anelse om hvordan mine bikiner sidder på min krop. Det bliver spændende og med garanti grænseoverskridende at kaste kroppen inkl. ammebryster ned i en for snæver bikini. Godt der ikke er nogle der kender mig på Fuerteventura.

Husk at høre P1 Morgen på mandag fra kl. 6 - 9

Stilforvirring

Jeg har aldrig haft en stil. Altså her snakker vi om tøjstil. I halvfemserne havde jeg både skovmandsskjorten, Dr. Martens og plateuskoene. Jeg elsker stramme jeans og løse oversize trøjer. Jeg er uden tvivl en kjolepige og synes tykke strømpebukser og stilletter er fantastiske, men helst vil jeg bare gerne gå i flade sko. Farvemæssigt ved jeg at sort er en sikker vinder, men jeg er nu også ret betaget af print og store grafiske udfoldelser. Forvirret, mig. Ja i den grad!

Jeg har altid haft en drøm om at købe lidt men godt. Alligevel ender jeg altid med at impulskøbe i H&M. Det skal være slut nu. Jeg vil bruge det næste år på at finde ud af hvem jeg er. Er jeg den klassiske type med sort blazer og et par stilsikre pumps. Er jeg den spraglede type med print på print eller måske bohemen med store kjoler, tunge smykker og hatte i alverdens afskygninger.

Nu skal der ryddes ud, sorteres og genbruges. Og nej, jeg er endnu ikke blevet fristet til at shoppe, men har også holdt mig langt væk fra fristelserne. I morgen starter en ny uge. Dagene er booket op med mødregruppe, kaffeaftaler og en tur til Sønderborg. På den måde burde jeg kunne klare endnu en uge uden at blive fristet ... Vi får se!

Den ny bølge

Har her til aften set et indlæg i Aftenshowet på DR om købestop. Det er åbenbart en tendens der startede i Sverige i 2008, og efterfølgende har bredt sig til først Norge og nu Danmark. I Sverige har det sågar fået en rennæsance.

Da jeg besluttede mig for at starte op på det her købestop-projekt anede jeg ikke det var en bølge der kom susende ind over landet. Men det er det åbenbart og hey, fedt at vi er mange. Jo flere des bedre ikke sandt?

Jeg har dog haft lidt kvaler over ordet købestop. Det er så definitivt. Og egentlig har jeg kun tænkt mig at nonshoppe i et år. Hvad der sker derefter aner jeg ikke. På DR opforderede de til at købe mindre men godt. Ja, hvorfor ikke. Men det må jeg finde ud af når 2013 lakker mod enden.
Jeg spurgte i går på Facebook om alternativer til ordet købestop, og der er kommet mange sjove bud frem som fx monetisk tilbageholdenhed, konfiskeret dankort og shoppestop, men jeg tror nu indtil videre jeg holder mig til købestop - det er jo for hulen da det det er ... I et år vel at mærke.

Dag 1

Ja, sikke en forudsigelig titel, men det er jo dag et. Første dag i et helt år, hvor jeg ikke må købe tøj, smykker, nips usw. Det er åbenbart det nye sort (Metroexpres), og det stemmer da også godt overens med den her nye skraldetendens, hvor alt skal (gen)bruges.

Jeg blev inspireret til at prøve konceptet af via Instagram, hvor vi var et par stykker der diskuterede mulighederne i total købestop. Jeg gør det dog ikke fordi det er the new shit, men fordi jeg tænker det kunne være godt at få ryddet ud og op i gamle sager samtidig med at jeg sparer en hulens masse penge ... Og så elsker jeg tanken om at presse mig selv lidt og det gør jeg bedst med struktur og rammer. Og så med en gulerod i enden. (Skal ikke misforstås).

Reglerne er altså simple. I det næste år, med start i dag, må jeg hverken købe tøj, sko, smykker og andet dullegrej. Jeg må heller ikke købe diverse nipsgenstande til hjemmet.
Guleroden skal være noget jeg har ønsket mig længe: lysebrun Mulberry taske.

Bloggen her skal motivere og inspirere mig til at holde fast og ved, da jeg med garanti bliver fristet mange gange det kommende år.