Rodede mig ud i noget i går (igen). Talte før jeg tænkte. Det gør jeg ofte. Men i går kom jeg til at fremstå som desperat giftelysten kvinde med planlagt drømme(prinsesse)bryllup og gæsteliste parat uden at have dato fastsat.
Nu er der bare det, at jeg ikke skal giftes (endnu). Og jeg skal aldeles ikke have et overdådigt candyfloss-bryllup på herregård med glassko og hestevogn. Tværtimod. Hvis (når) jeg skal giftes bliver det på rådhuset (Ebeltoft) med en skøn sommerkjole, et par blå stilletter og en kær ven/veninde som vidne. (ja ja. Lidt tanker har jeg gjort mig).
Men i går kom jeg altså til at proklamere over for to gode veninder, at min brudekjole da selvfølgelig hænger hjemme i skabet (som om alle har deres brudekjole hængende i skabet). Og at det havde den skam gjort længe, sådan cirka i syv år. Var der nogen der sagde: P S Y K O.
Som sådan er det vel ok at have sin brudekjole hængende, hvis man skal giftes inden for nær fremtid, men det skal jeg ikke.
Bevares, jeg fik da for nylig en ring af kæresten, så jeg kunne lege vi var forlovet, men der fulgte altså ikke et decideret frieri med ringen. Og det frieri kommer nok heller ikke foreløbigt.*
Men snakken faldt altså på min (brude)kjole. (why?) Kjolen købte jeg for syv år siden. Den var smuk, sexet og forførende. Jeg var single og skulle have en ny kjole til aftenens bytur. (og IKKE en brudekjole).
Siden den bytur for syv år siden (som sikkert var fabelagtig) har kjolen hængt urørt hen i klædeskabet blandt mange andre kjoler. Urørt fordi den altså bare passer bedst til en lun sommeraften (og dem har vi jo som bekendt ikke mange af.) Senere urørt på grund af en stigende vægtkurve hos indehaverinden.
For nylig, i forbindelse med mit købestop og lidt hist og pist oprydning i skabet, stødte jeg på kjolen, som hang så alene og forladt derinde i mørket. Og den kjole er altså guddommelig. Straks tænkte jeg: Den kjole må jeg bare have på til mit eventuelle bryllup. (Ja, jeg elsker virkelig den kjole).
Jeg meddelte kæresten at jeg havde fundet min brudekjole (han synes vidst ikke jeg er skør!!!), og ville tabe mig 10 kilo. Så burde jeg kunne komme i den igen.
Kæresten sagde resolut: Når (ikke hvis) du kommer i kjolen, så gifter vi os sgu. (sød kæreste ik?).
Så på en og samme tid fandt jeg drømmekjole, blev friet til (hø hø) og gik på slankekur. Win win for både mig og kæreste.
Er ikke helt sikker på jeg fik overbevist mine veninder om mit naturlige forhold til frieri og giftemål. (Year right). Mener i hvert fald selv jeg har et ganske afslappet forhold til ægtestanden. (I do).
*Årsagen hertil skyldes min mangel på vægttab. Endnu en lang historie, som kan give anslag til en del misforståelser og spekulationer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar