søndag den 12. maj 2013

Forbandede snue. Gå nu væk

Dagen er oprundet. Dagen, jeg har glædet mig til i over en måned, er landet. Det er i dag det sker.

Femina Kvindeløb. Fem kilometer. Jeg har trænet (svedt) hver anden dag i (næsten) to måneder. Og var egentlig begyndt at glæde mig over min sene eftermiddag-eskapader. Jeg frygtede aldeles ikke de fem kilometer længere. De har efterhånden siddet i benene en del gange nu. Fortrød (næsten) jeg ikke havde meldt mig til ti kilometer-ruten. 

I dag skulle jeg ud at more mig (løbe) med tusindvis af andre kvinder. Vi skulle smilende, fjantede og smågrinende springe rundt i Mindeparken som små kloner i vores lyserøde Femina-trøjer. Vejret er perfekt. Dagen er perfekt. Benene er (næsten) perfekte. Men ...

... Et ganske stort M E N. Snuen er landet. Yep! Min årlige forårsforkølelse har sat ind. Jeg er tæt i hovedet med tyk sort streg under tæt. Jeg har ondt i højre tinning og har åndedrætsbesvær. Åh helledusseda, hvor er det sørgeligt. Her kan nemesis ikke engang hidkaldes. For man kan vel ikke påstå at løbetræning er at begå hybris ... Eller kan man? 

Har jeg svigtet min krop ved at holde den aktiv? Hidkalder den virusser, så jeg kan få at mærke hvem det i sidste ende er, der har bukserne på? Savner den alle de gode stunder på sofaen med benene oppe og remoten i hånden?

Så er det bare ærgerligt krop, at mor her har fået løbesko af ungerne i dag. 

Jeg overgiver mig i dag, men tager så absolut kampen op. Ingen skal tro de kan tryne mig. Lige nu står der dog godt nok 1-0 til kroppen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar