Ønsker mig?

I næste uge har jeg ni måneders jubilæum. Og som de fleste jubilarer, reflekterer også jeg over tiden, der er gået.

De seneste ni måneder har gjort noget ved mig. Ikke meget, men lidt. (Og måske mere end jeg tror). Det har egentlig ikke været svært at nonshoppe. Og jeg tænker, at de sidste (næste) tre måneder bliver ganske ubesværet. Til det skal dog siges at jeg både har en fødselsdag og jul i vente, hvor manglerne kan høstes. (Og nej, jeg skal nok ikke regne med at tasken til 8.500 kr. bliver høstet).

Det, der er sket de seneste ni måneder, er svært at sætte ord på. Og jeg ved endnu ikke om det egentlig er sket. Det ved jeg nok først, når muligheden for at shoppe er der igen. Men jeg bilder mig ind, jeg er blevet en bevidst shopper. Een af den slags, som overvejer sit køb en ekstra gang inden det ryger med hjem. Een af den slags som køber fordi, der er et behov og ikke en lyst. Een af den slags, der køber for at opgradere sit klædeskab og ikke rode det til. Men jeg ved det jo ikke. Jeg ved ikke om jeg den 17. Januar stormløber Aarhus' gader og stræder tynde for at købe alt det, jeg ikke har købt gennem det seneste år. 

Jeg håber ikke det sker, og jeg tror ikke det sker. Jeg har en fornemmelse af, jeg er blevet bevidst shopper. Og jeg glæder mig som en sindssyg til, jeg igen kan få lov til at købe. Derfor overvejer jeg heller ikke at fortsætte mit købestop, men jeg overvejer et nyt regelsæt. Et regelsæt, der skal guide mig til og fastholde mig i bevidstheden og ikke tænde op under impulserne.

Så håber jeg min fornemmelse holder stik, og vil glæde mig over, at jeg om under en måned fylder år, og stadig ikke ved, hvad jeg ønsker mig (udover en taske til 8.500 kr.)

Benefits

Jeg er en af den slags, der har en kæreste, som får udgivet på Gyldendal. Og, når man er en af den slags, der har en kæreste, som får udgivet på Gyldendal, så er der goder - kærestegoder. 

I virkeligheden er det nok goder til min kæreste. Hjemme hos os bliver goder til min kæreste, hurtigt til mine goder. Ergo måtte jeg bestille bøger fra Gyldendal til 1.500 kr. 

Bøgerne er ankommet. En non shopping litterat, med stor hang til at eje og læse bøger, er meget glad.

Otte måneder, status

Otte måneder er gået. Fire måneder tilbage. 

I stedet for at gøre status over, hvad der er hændt de seneste otte måneder, vil jeg forsøge at gøre status over, hvad jeg kommer til at savne de kommende fire.

Vinteren er nær. Efteråret har i den grad sat ind. Morgenerne er kolde og regnen gør våd! Ergo kommer jeg først og fremmest til at savne en bil. En bil, der kan holde mig varm og tør om morgenen. En bil, der kan fragte mig til København de kommende weekender og aflevere ungerne ved Bedsterne. En bil, der kan rumme storkøb (mad) og alle ungernes daglige pakkenelliker. En bil, som ikke skal til reparation fordi nogle krapyler har sparket til dækket, så det er ekset. 

Nu er bilen udenfor købestopskategori, og når købestoppet ender om fire måneder, har og får jeg stadig ikke en bil.

Jeg kommer til at savne varme støvler. Sidste vinter mistede mine kære vinterstøvler livet. De var utætte, og som trofaste læsere ved, måtte jeg i en uendelighed hoppe fra tør plet til tør plet vinteren igennem (og den var sjovt nok lang).

Jeg kommer til at savne bluser. Jeg er nu kommet til bunds i klædeskabet og må erkende, jeg har fem bluser, der bruges i rotation. Så vi vasker en del. Og variationen i påklædning på job er ikke stor. Fire måneder endnu og jeg springer ud i nye klæder.

Vinterjakke ... Brrr ... Det bliver altså en kold vinter. Jeg krydser fingre for nogle lune måneder, og at vinteren først sætter ind efter den 17. Januar.

Røjsere: Når det regner i Aarhus, regner det meget. Og jeg bliver våd. Lige nu holder jeg regnen borte med bare tæer i skoene. Det er for mig at se mere praktisk end våde sokker.

Cykellygter ... Hmm ... Hører de ind under købestop? Bøde, cykellygter, bøde ... Må lige gennemgå regelsættet igen.

Strømper: jeg har en venstre storetå, der stritter. Den har en evne til at bore sig gennem alle mine strømper. Og jeg stopper ikke strømper. Jeg smider ud ... Måske skal jeg revurdere mit princip og finde nål og tråd frem de sidste fire måneder.

Der er med garanti mere, jeg kommer til at savne. Nu vil jeg dog hygge med ældstebarnet og stene lidt Karlsson på Taget. Hurra for Ramasjang.

En hjertelig tak

En bekendt spurgte mig igår: Hvad får du ud af at være i Alt for Damerne? 

Ikke noget egentlig.

Eller jo. Jeg får flere læsere på bloggen. I hvert fald for en periode.

Faktisk er bloggen de seneste dag blevet besøgt tre gange mere end normalt. Statistikkerne er eksploderet. Og selv om jeg påstår det modsatte, så er det da skønt at vide nogle læser med. 

Bloggen har nemlig sin berettigelse. Jeg er 100 % sikker på, det er takket være bloggen, jeg har været non shopper i otte måneder. I læsere har, ubevidst, holdt mig til projektet. Og at jeg kan se, der fra blogindlæg til blogindlæg, er kommet flere læsere til, har motiveret mig til at fortsætte nonshopperiet.

Tak, kære læsere. Fordi i gider læse med

Livet på kanten

Har just læst bloggens alle 59 indlæg igennem. Hvorfor? Fordi. Jamen, har du ikke noget at se til? Putning? Madlavning? Madpakkesmøring? Jo.

Men er træt og ugidelig. Ligger med benene oppe mens ældstebarnet ser Pingu. Igen. Mindstebarnet er puttet og kæresten løber (i skoven. Ikke herhjemme).

Om et øjeblik putter jeg ældstebarnet. Han skal bare lige se et mere afsnit af Pingu. Det har jeg lovet ham. Når han er puttet lægger jeg mig på sofaen igen, får dagens reality-boost og går så i seng. I morgen er det fredag. Skal vi satse på lidt spændning der? Måske vi skal se et afsnit af Pingu, vi ikke har set før, spise en ny slags fredagsslik og gå i seng senere end kl. 22? 

Vi lever livet på kanten - jeg ved det!

Vi er optimister og klar til at gå vinteren i møde

Er i gang med at rydde op og sortere ud i børnenes efterår- og vintergarderobe. Det er i dag officielt første efterårsdag og jeg vil i år forsøge at være bare en lille smule på forkant. 

De seneste tre år har vinteren i Sølystgade været kaotisk. Vi er typerne, der ikke har styr på, hvor vinterstøvlen, handsken og den varme undertrøje er om morgenen. Vi stresser, vi skændes og kaster børnene i et ukoordineret farveorgie af klæder, der hverken passer eller er varme. Blev engang kaldt hippiemor i ældstebarnets vuggestue fordi han blev afleveret i en orange og en grøn strømpe. Pædagogen mente det med garanti som et kompliment. Jeg mente det var aldeles utjekket. Det er jo ikke fordi jeg er hippie. Det er jo fordi jeg ikke har styr på noget som helst (når det gælder ungernes klæder).

Men i år skal det være anderledes. I år har jeg tømt, foldet sammen og lagt tilbage i skuffen. Jeg har købt sokker og lange bukser. Mormor har strikket og veninde har leveret arvegods. Regntøjet er lagt frem til at tage med i institution i morgen. Det samme er hjemmesko og vanter. Ja, vi er klar. 

Jeg er optimist, men jeg er også realist. Vinteren er lang. Morgenerne er tidlige og korte.