tirsdag den 24. september 2013

Ønsker mig?

I næste uge har jeg ni måneders jubilæum. Og som de fleste jubilarer, reflekterer også jeg over tiden, der er gået.

De seneste ni måneder har gjort noget ved mig. Ikke meget, men lidt. (Og måske mere end jeg tror). Det har egentlig ikke været svært at nonshoppe. Og jeg tænker, at de sidste (næste) tre måneder bliver ganske ubesværet. Til det skal dog siges at jeg både har en fødselsdag og jul i vente, hvor manglerne kan høstes. (Og nej, jeg skal nok ikke regne med at tasken til 8.500 kr. bliver høstet).

Det, der er sket de seneste ni måneder, er svært at sætte ord på. Og jeg ved endnu ikke om det egentlig er sket. Det ved jeg nok først, når muligheden for at shoppe er der igen. Men jeg bilder mig ind, jeg er blevet en bevidst shopper. Een af den slags, som overvejer sit køb en ekstra gang inden det ryger med hjem. Een af den slags som køber fordi, der er et behov og ikke en lyst. Een af den slags, der køber for at opgradere sit klædeskab og ikke rode det til. Men jeg ved det jo ikke. Jeg ved ikke om jeg den 17. Januar stormløber Aarhus' gader og stræder tynde for at købe alt det, jeg ikke har købt gennem det seneste år. 

Jeg håber ikke det sker, og jeg tror ikke det sker. Jeg har en fornemmelse af, jeg er blevet bevidst shopper. Og jeg glæder mig som en sindssyg til, jeg igen kan få lov til at købe. Derfor overvejer jeg heller ikke at fortsætte mit købestop, men jeg overvejer et nyt regelsæt. Et regelsæt, der skal guide mig til og fastholde mig i bevidstheden og ikke tænde op under impulserne.

Så håber jeg min fornemmelse holder stik, og vil glæde mig over, at jeg om under en måned fylder år, og stadig ikke ved, hvad jeg ønsker mig (udover en taske til 8.500 kr.)

2 kommentarer:

  1. Var der ikk noget med du manglede vinterstøvler? De kan jo blive ret nødvendige snart... Så ønsk - he he...

    http://www.mitfynskeliv.blogspot.com/

    SvarSlet
  2. Det kan der være noget om. Synes bare vinterstøvler er så kedelige at ønske sig (har altid syntes). Men du har ret. Burde nok

    SvarSlet