Hvorfor blogger jeg ikke mere?

Har ikke skrevet et indlæg til bloggen siden februar. Hvorfor har jeg ikke det?

Har jeg haft for travlt på arbejde, hvor jeg dagligt skriver tekster til håndværkere, svineavlere og kommuner?

Har jeg for uregerlige børn, der gør mig så træt de få timer, jeg ser dem dagligt, at jeg kun gider at ligge på sofaen, når de er puttet?

Har jeg en mand, der kræver min opmærksomhed de få timer, jeg har med ham og egentlig hellere vil ligge på sofaen?

Eller er det fordi, jeg ikke har noget at blogge om? Fordi jeg ikke længere praktiserer købestop og igen shopper for fuld skrue?

Svaret er vel et både og.

De sidste måneder er fløjet afsted. Ja, jeg har travlt på arbejde, og skriver tekster sådan cirka 4-8 timer om dagen, ergo gider jeg ikke tænde computeren, når jeg kommer hjem. Eller jo, det gør jeg, men da kun for at se Girls eller Drop Dead Diva på Netflix. Og ja, jeg har børn, der til tider er uregerlige, og ikke gider sove om natten, råber efter mor konstant og hænger i mine skørter. Nej, har egentlig ikke en mand, der kræver min opmærksomhed, men lidt opmærksomhed fortjener, han da alligevel. Og ja, jeg er ikke længere nonshopper, men er heller ikke hoppet hovedkulds ud i det store forbrugscirkus igen.

Jeg shopper med omtanke. Jeg bruger ikke flere penge end jeg har, og køber ikke unødvendige ting. I weekenden var jeg for eksempel på to styks loppemarkeder og købte ganske lidt til mig selv plus en masse lir til ungerne. Men det jeg købte var både uundværligt og rasende billigt (40 kroner for en nederdel og en t-shirt, 50 kroner for en pels og 75 kroner for et par fabelagtige sko med kilehæl og læderremme). Min samvittighed er intakt, og jeg ser frem til næste loppemarked.

Grunden til jeg ikke blogger skyldes nok lidt af det hele. Mit projekt er slut, og jeg er blevet en del klogere. Jeg elskede mit projekt, favnede det og er stolt over, jeg gennemførte. Men jeg nyder også at købe nyt igen. Dog har jeg stadig en vis forbrugslede, og kan godt stadig føle kvalme over det udbud, vi har at vælge imellem. Ungerne for eksempel - de får kun når de mangler. Det samme gør jeg i princippet. manden får aldrig, men det må han selv ligge og rode med ... (Vi har ikke fællesøkonomi) - og ja sætningen kan godt misforstås, men skal ikke!

Men trods enden på projektet, så tror jeg lige så stille, der kommer indlæg på bloggen igen. Jeg lover det ikke bliver en modeblog, for jeg er hverken særlig modebevidst eller interesseret i det. Jeg kan godt lide dyre ting, der er lidt ekstravagante, men jeg er ikke en firstmover - og bliver det aldrig. Det er min stil altså for kedelig til. Men jeg vil stadig gerne dele mine tanker omkring køb / ikke-køb med jer, da jeg efter et år som nonshopper uden tvivl er blevet klogere og mere bevidst.

Ps: Og så fik jeg den anden dag en forfærdelig sød opsang fra en ny læser, der tilfældigt havde fundet frem til bloggen, læst den fra ende til anden og glædede sig til mere. Så forpligter det jo at få skrevet ik?